Urininkontinens hos kvinder

Fordelingen af typerne: ren urgency-inkontinens udgør 10–15 % af tilfældene, blandingsinkontinens 30 %, og resten er stressinkontinens.

Prævalensen efter vaginal fødsel er ca. 15 %, efter kejsersnit under 10 %. Andre risikofaktorer: multiparitet, overvægt, kronisk hoste og postmenopausal østrogenmangel.

De tre spørgsmål tager under et minut og kan lægges ind i en konsultation om noget helt andet — det er som regel den eneste måde, emnet kommer op på. Et enkelt spørgsmål ved årskontrollen hos kvinder over 40 finder flere end nogen henvisningsvej.

Hvorfor skemaet skal være på mindst tre døgn: et enkelt døgn fanger ikke variationen mellem hverdag og fridag, og det er netop forskellen mellem dem, der viser, hvad der udløser lækagen. Tre døgn er også kort nok til, at det bliver udfyldt.

Palpationen under den gynækologiske undersøgelse er ikke en formalitet. En stor del kniber forkert — typisk med mavemuskler og balder i stedet for bækkenbunden — og hos dem er usuperviseret træning uden effekt, hvilket senere fejltolkes som manglende effekt af behandlingen.

Stresstesten udføres med fyldt blære, fordi en tom blære giver falsk negativt resultat.

Neurologiske symptomer ved inkontinens skal have en forklaring: multipel sklerose og rygmarvspåvirkning debuterer begge med blæreforstyrrelser, og hos den yngre kvinde med nyopståede vandladningssymptomer og andre neurologiske klager er det den mistanke, der ikke må parkeres bag tre måneders bækkenbundstræning.

Hæmaturi uden infektion udredes efter kræftpakken for blærekræft, uanset at inkontinensen forklarer symptomet bedre.

Alfablokkere hos kvinder ordineres sjældent på blæreindikation, men optræder som blodtryksbehandling og glemmes i gennemgangen af listen.

Kilderne vægter træningen forskelligt. Lægehåndbogen skriver, at træningen bør være superviseret, intensiv og vare mindst tre måneder, og at omkring halvdelen opnår væsentlig symptomlindring. Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje er mere forsigtig — «overvej superviseret bækkenbundstræning», svag anbefaling, lav evidenskvalitet — men er til gengæld konkret om formen, som er gengivet i punkterne.

Vægttabsanbefalingen er i retningslinjen en svag anbefaling om vægttabsprogram til svært overvægtige kvinder med stressinkontinens.

Sig de tre måneder højt ved første konsultation. Forventningen om effekt efter fjorten dage er den hyppigste grund til, at træningen opgives, før den er afprøvet.

Hvem tager stilling til hvad. Lægehåndbogen nævner duloxetin til udvalgte; Sundhedsstyrelsens retningslinje tager ikke stilling til stoffet. Inkontinensring og -tampon er i retningslinjen en svag anbefaling, altså en mulighed, der skal tilbydes og ikke kun nævnes.

Ringen er værd at tage frem tidligt, netop fordi den ikke konkurrerer med bækkenbundstræningen: den løser problemet i de situationer, hvor lækagen betyder mest, mens træningen får de måneder, den skal have. For en del kvinder er det forskellen på at blive i træningen og at opgive den.

Lokalt østrogen er sjældent behandling af selve inkontinensen, men behandler atrofien, som forværrer symptomerne og gør undersøgelsen ubehagelig.

Vaginalt østrogen ved urgency: retningslinjen anbefaler det ikke rutinemæssigt som tillæg til farmakologisk behandling, men det kan overvejes ved samtidige urogenitale gener — tørhed, dyspareuni, recidiverende urinvejsinfektion. Der er ofte grund nok i sig selv.

Firugersreglen er den vigtigste sætning på trinnet. Antimuskarinerge midler og beta3-agonister ender ofte på medicinlisten i årevis hos patienter, der aldrig fik effekt — og hos den ældre er prisen for det en antikolinerg belastning, der viser sig som kognitiv sløring og fald.

Både beta3-agonist og antimuskarinergt middel er svage anbefalinger i retningslinjen. Valget mellem dem afgøres i praksis af bivirkningsprofilen frem for af effekten.

Slyngen er retningslinjens eneste stærke anbefaling — «tilbyd retropubisk midturethral slynge frem for transobturator», stærk anbefaling, opdateret i 2019 — den bygger på, at MUS-RP har den højeste evidens blandt de kirurgiske muligheder.

Hvorfor træningen skal komme først: ikke kun fordi den kan gøre operationen overflødig, men fordi en bækkenbund, der ikke kan aktiveres, giver et dårligere resultat af operationen.

Sakral neuromodulation hedder også sakral neurostimulation; det er samme behandling.

Henvisningsgrundlaget ved urgency er manglende effekt efter 3–6 måneder — eller mistanke om underliggende neurologisk sygdom eller cancer, som ikke skal vente på et behandlingsforsøg.