Akut i praksis

At undlade præhospital antibiotika ved mistanke er dokumenteret som en hyppig kilde til kritik — også når mistanken bagefter viste sig ubegrundet. Beslutningen skal tages på mistanken, ikke på sandsynligheden.

Rækkefølgen er 112 først, fordi transporttiden er det, der ikke kan indhentes. Injektionen gives i ventetiden.

Petekkier kan mangle tidligt og kan være få og svære at se på mørk hud — fraværet af udslæt afkræfter ikke mistanken.

De to fejl er spejlvendte: glukagon til den, der kunne have drukket saftevand, og saftevand til den, der ikke kan synke. Synkeevnen er det ene kriterium, der afgør valget.

Efterkulhydratet glemmes ofte, fordi patienten vågner og virker rask — og et nyt fald kommer en halv time senere, når depoterne er tomme.

Ved alkoholudløst hypoglykæmi er glukagon ikke bare mindre effektivt, det er som regel virkningsløst; dér er intravenøs glukose den eneste vej.

Den korte virkningstid er hele grunden til indlæggelsen. En patient, der vågner og vil hjem, er ikke ude af faren — hun er i et vindue, der lukker igen, og det skal siges til både patienten og de pårørende.

Ved metadon og depotpræparater er misforholdet størst: opioidet virker i mange timer, naloxon i under en.

Abstinensreaktionen er ikke harmløs og kan i sig selv gøre situationen uoverskuelig — derfor titreres der i små doser mod respirationen.

Spacer frem for forstøver er både hurtigere at komme i gang med og lige så virksomt ved de fleste exacerbationer — og den findes i tasken, hvor forstøveren sjældent gør.

«Tidligt, ikke som sidste udvej» er pointen ved steroidet: virkningen kommer over timer, så en dosis givet ved afslutningen af konsultationen kommer for sent til at ændre den næste time.

Tavst thorax er et alarmfund, ikke et tegn på bedring — luftskiftet er for dårligt til at give hvæsen.

«Først» betyder før alt andet — før antihistamin, før steroid, før måling af blodtryk. Forsinkelsen er den ene faktor, der er forbundet med dårligt udfald.

Laterale lårmuskel er stedet, fordi optaget derfra er hurtigst og mest forudsigeligt; subkutan og deltoid injektion er begge langsommere.

Anafylaksi-opslaget har doserne efter alder og vægt, lejringen og hvad der skal ske bagefter.

Femminuttersgrænsen er ikke et skøn over, hvornår det bliver farligt, men det tidspunkt, hvor spontan ophør bliver usandsynlig. Jo længere anfaldet varer, jo sværere er det at standse.

Uret er den vigtigste enkelthandling netop fordi tidsfornemmelsen svigter: et anfald på halvandet minut opleves som fem, og et på syv som «et par minutter».

Gentag dosis efter 5 minutter ved fortsat anfald, hvis ambulancen ikke er nået frem.

De to «gør ikke» er dem, tilskuere gør, og de er derfor værd at kunne sige højt i situationen: ingenting i munden, og hold ikke fast.

Sidelejet kommer efter kramperne, ikke under dem — under anfaldet kan patienten ikke lejres meningsfuldt, og forsøget giver skader.

«Bliv, og ring derefter» gælder, når du er alene med patienten: de sekunder, det tager at hente hjælp, er dem, hvor hovedet slår i noget.

Blodsukkeret er den ene måling, der kan ændre alt — se trin 2. Den tager sekunder og bliver alligevel ofte glemt i situationen, fordi opmærksomheden er på anfaldet.

Førstegangsanfald hører på listen, uanset hvor kort anfaldet var: årsagen er ukendt, og det er den, der afgør resten.

«Uden at bevidstheden genvindes imellem» er det, der gør to anfald til status epilepticus — to adskilte anfald med et klart interval imellem er noget andet.

Kørselsforbuddet er den ene ting, der ikke kan vente på en neurologisk vurdering — det gives på dagen og journalføres, og patienten skal vide, at det gælder, indtil andet er afklaret.

Forvekslingen med synkope er hyppig i begge retninger: en synkope med trækninger bliver til epilepsi, og et anfald uden vidner bliver til «hun besvimede».

Abstinenskramper peger på et forløb, der skal håndteres i sig selv, og ikke kun på et anfald, der skal udredes.