Anafylaksi

Ét billede fra hud eller slimhinder sammen med luftveje eller kredsløb er nok til at behandle. Tjeklisten i chiprækken har symptombillederne.

Op mod 20 % har ingen hudsymptomer — fravær af udslæt udelukker ikke anafylaksi, og det er den hyppigste grund til, at behandlingen bliver udskudt.

Mave-tarm-symptomer fylder mest hos børn: kolikagtige mavesmerter, opkastning og diarré kan være det dominerende billede.

Argumentet for autoinjektoren i den akutte situation er tid og sikkerhed, ikke farmakologi. Optrækning fra ampul under tidspres er dér, fejldoseringen sker.

Fraværet af studier bag de to voksendoser er værd at kende: valget mellem 0,3 og 0,5 mg hviler på erfaring, ikke på data, og det er en grund til at holde sig til den gennemprøvede primærdosis.

Vægtgrænsen på 25 kg går igen hele vejen — den er det, der styrer både første og anden dosis.

Forløbet er uforudsigeligt: i initialfasen kan man ikke se, hvor det ender, og vinduet for at gribe ind er snævert. Ved hurtigt progredierende symptomer gives adrenalin selv ved mildere billede.

Der er ingen absolutte kontraindikationer i den akutte situation, og adrenalin er også førstevalg hos gravide.

Uret er værd at kigge på, når første dosis er givet — tre til fem minutter føles længere, end de er.

Den laterale lårmuskel er valgt af farmakokinetiske grunde — optagelsen er hurtigere og mere forudsigelig end fra deltoideus eller fra subkutant væv.

Inhalationen har en plads ved larynxødem i specialistregi, men den erstatter aldrig den intramuskulære dosis og må ikke forsinke den.

Intravenøs adrenalin har en snæver terapeutisk bredde, og det er grunden til, at den ikke hører til uden monitorering.

Den brat oprejste patient er en kendt dødsårsag ved anafylaksi, og risikoen er størst netop i det øjeblik, hvor det ser ud til at gå bedre — og hvor alle vil hjælpe patienten på benene.

Sig det højt til dem, der er til stede, inklusive patienten selv: du bliver liggende, indtil ambulancen siger andet.

«Bliv hos patienten» er en instruktion, ikke en høflighed — forløbet kan vende på minutter.

Væsketabet ud i vævet er stort ved anafylaktisk shock, og det er grunden til, at adrenalin alene ikke altid retter kredsløbet op.

Rækkefølgen er fast: adrenalin først, væske derefter — ikke omvendt, og ikke i stedet for.

Har klinikken en i.v.-adgang og isoton NaCl, er det den mest meningsfulde ting at bruge ventetiden på ambulancen til.

Begge midler gives fortrinsvis peroralt, når patienten er stabiliseret — altså efter, at det akutte er håndteret.

Steroidets manglende plads i den akutte behandling er en ændring fra tidligere praksis, og den er værd at kende, fordi mange stadig regner det som en fast del af pakken.

Antihistaminens rolle er kosmetisk i forhold til forløbet: den gør kløen bedre, men ændrer ikke, om patienten får det værre.

Den bifasiske reaktion er hele begrundelsen for indlæggelsen, og den kommer typisk timer efter, at alt så ud til at være ovre — altså efter, at patienten ellers var kørt hjem.

Oplæringen i pennen skal være konkret og fysisk: lad patienten holde en træningspen og gennemgå trinnene selv. En mundtlig instruktion er ikke nok.

To penne er standard, fordi én dosis ikke altid rækker — se trin 3.

De to sjældne årsager er værd at kende ved navn, fordi de ikke findes, hvis der ikke spørges: reaktionen kommer først, når hvede kombineres med anstrengelse, og kødreaktionen kommer timer efter måltidet.

Immunterapien er den eneste årsagsrettede behandling og er grunden til, at udredningen er mere end en akademisk øvelse — særligt ved insektgift.

Tallet for vaccineanafylaksi er værd at have parat, når en patient er bange for at blive vaccineret.