Synkope

Den fuldstændige restitution er kernen i definitionen og det, der bedst skiller synkopen fra epilepsi: efter en synkope er patienten klar igen inden for øjeblikke.

TIA nævnes, fordi den ofte bliver foreslået — men et isoleret bevidsthedstab uden fokale udfald er sjældent TIA, og en CT af cerebrum er derfor ikke en rutineundersøgelse, se trin 4.

Hypoglykæmi bør overvejes hos den behandlede diabetiker, og intoksikation hos den unge; begge har en anden historie end den klassiske synkope.

Vidnet skal kontaktes, hvis det ikke er med — ring til ægtefællen eller kollegaen. Ingen anden enkeltoplysning flytter diagnosen så meget.

Tungebiddet skal være lateralt for at tælle som epilepsitegn — spørg til, hvor på tungen der er bidt.

Den postiktale fase er en reel fase med konfusion. Er patienten klar igen inden for øjeblikke, taler det for synkope.

Formuleringen er usædvanlig klar for en vejledning og er værd at kunne: ingen rutinemæssig Holter, ekko, EEG eller CT. Undersøgelserne bestilles på en indikation fra basisudredningen.

EKG hos alle er til gengæld ubetinget, og det er dét, der finder de alarmtræk, trin 7 hviler på.

Anamnesen med vidne er den tungeste del af fundamentet og den, der tager mest tid — men også den, der oftest afgør sagen.

De tre minutter er en del af testen — målingen tages stående efter 3 minutter.

Et positivt fund flytter patienten til trin 10 og gør medicinlisten på trin 5 til den vigtigste del af behandlingen.

Nylige ændringer vejer tungt: en synkope kort efter en dosisøgning eller et nyt præparat peger på medicinen.

Polyfarmaci gør effekten additiv, og det er summen frem for det enkelte præparat, der giver ortostatismen — se også opslaget om den skrøbelige ældre.

Anæmi, elektrolytter og glukose tages på indikation fra anamnesen og undersøgelsen — ikke som net.

Glukose hører hjemme hos den behandlede diabetiker og ellers på anamnestisk indikation.

Fraværet af prodromer er det, der giver skaderne: den, der ikke mærker det komme, tager ikke fra.

Derfor tæller en betydelig skade som et selvstændigt alarmtræk — den er indirekte dokumentation for, at forvarslet manglede.

Synkope i liggende stilling kan ikke være ortostatisk eller vasovagal i den sædvanlige forstand og peger derfor stærkt mod en kardial mekanisme.

Diagnosen er positiv og ikke en udelukkelse: den klassiske historie med prodromer og trigger, sammen med normal status og normalt EKG, er tilstrækkelig — der skal ikke udredes videre.

Prodromerne skal spørges til konkret: blev du varm, blev det sort for øjnene, følte du dig utilpas først?

Recidiverende synkope uden afklaring henvises — også når hvert enkelt tilfælde ligner refleks, se trin 7.

Modtryksmanøvrerne — kryds benene og spænd muskulaturen — bruges, når prodromerne mærkes.

Derfor er genkendelsen af prodromerne det første råd: uden den kommer manøvren for sent.

Medicinjusteringen kommer først ved ortostatisk hypotension — dernæst væske, langsom rejsning og eventuelt støttestrømper.

Miktionssynkopen hos den ældre mand om natten er den hyppigste situationelle og forebygges konkret: sæt dig ned, og rejs dig langsomt.

Multifaktorialiteten hos den ældre betyder, at flere små bidrag skal fjernes — ét præparat, ét gram salt og én langsom rejsning ad gangen.

Skellet mellem den afklarede vasovagale og den uafklarede synkope er det, der afgør, og det er derfor, den diagnostiske afklaring på trin 8 har praktisk betydning ud over det medicinske.

Dokumentér rådgivningen i journalen — hvad der blev sagt, og hvad der blev aftalt.