Vedvarende træthed

Træthed som isoleret symptom udgør 1–3 % af alle henvendelser i almen praksis — en af de hyppigste, og en af dem, hvor blodprøvepakken sjældent giver svaret.

Det femte spørgsmål, der ofte glemmes: snorker patienten? Søvnapnø fremhæves sjældent af patienten selv, fordi det er partneren, der hører det, og fordi dagtidssøvnigheden opleves som træthed.

Funktionsniveauet er det bedste enkeltmål. «Hvad kunne du for et år siden, som du ikke kan nu?» giver både en sværhedsgrad, et forløb og noget at følge — hvor «hvor træt er du fra 1 til 10» giver et tal, der ikke bevæger sig.

Gentagne prøvepakker gør skade. De øger risikoen for tilfældighedsfund, falsk positive svar og iatrogen sygeliggørelse — og de forlænger den periode, hvor patienten venter på en forklaring frem for at få hjælp. Én grundig runde er et bedre tilbud end at blive ved.

Det gælder også den anden vej: en normal pakke er ikke ingenting. Den udelukker en række tilstande, og dét er værd at sige højt, så patienten ikke oplever svaret som «der er ikke gjort noget».

Ferritin fortjener en særlig bemærkning: lav ferritin uden anæmi kan give træthed, og den findes kun, hvis prøven bestilles selvstændigt — se jernmangelkortet.

Postinfektiøs træthed efter mononukleose, influenza eller covid-19 er almindelig og oftest aftagende over uger til måneder. Det er værd at sige som en prognose, ikke kun som en forklaring.

POTS — spørg, om trætheden er værst i oprejst stilling. Ortostatisk intolerans overses let, fordi patienten fremhæver trætheden og ikke stillingsafhængigheden. Mistænk POTS ved træthed med hjertebanken, svimmelhed, hjernetåge eller nærsynkope, der kommer ved at stå op og lindres ved at ligge ned — ofte hos yngre, ofte efter en infektion.

Målingen er let: puls og BT liggende efter 5 minutters hvile og igen efter 10 minutter stående. Vedvarende pulsstigning over 30 slag (over 40 hos 12–19-årige) uden ortostatisk blodtryksfald peger på POTS. Overlapper betydeligt med ME/CFS — se trin 5.

Sig det, så det ikke lyder som en afvisning: «Jeg har ikke fundet noget, der forklarer det, og det betyder ikke, at jeg ikke tror på dig. Det betyder, at vi nu skal arbejde med, hvordan du får det bedre, frem for at lede videre efter en prøve.»

Værktøjet ovenfor rummer kriterierne for det diagnostiske pakkeforløb, og kræftpakke-hubben rummer alle sytten pakker.

Den faste tid er ikke en formalitet. Uden den bliver patientens eneste adgang en ny henvendelse med et nyt symptom — og så begynder udredningen forfra, ofte hos en anden læge.

Uenigheden er reel — og patienterne kender den. I dansk sundhedsvæsen placeres ME/CFS under funktionelle lidelser, med biopsykosocial forståelse og behandling i de fem regionale centre. Danmark er det eneste af seks undersøgte lande (Norge, Sverige, Holland, Tyskland, England), der gør det systematisk — det fremgår af den kortlægning, Sundhedsstyrelsen selv bestilte. I Norge og Tyskland betragtes tilstanden som neurologisk sygdom med fokus på energiforvaltning. Patientforeninger og en del fagfolk afviser den danske ramme og henviser til WHO's klassifikation samt internationale konsensuskriterier. NICE ændrede i 2021 sine anbefalinger og fraråder nu gradueret genoptræning til fordel for energistyring — mens der fra dansk side er argumenteret for, at kun fortolkningen, ikke evidensen, har ændret sig.

Hvor sagen står politisk og fagligt: Folketinget besluttede i marts 2019, at der skal etableres tværfaglig udredning og behandling af ME-patienter, og at diagnosekoden skal adskilles fra koderne for funktionelle lidelser. Det er ikke ført igennem. Sundhedsstyrelsen fik i 2025 udarbejdet to rapporter, men konkluderer selv, at de «ikke er konkluderende eller handlingsanvisende».

Usikkerheden er ikke din. Sig gerne begge dele til patienten: at årsagen ikke kendes, og at der ikke findes en behandling, der gør alle raske. Det er mere holdbart end at vælge side i en strid, patienten kender bedre end de fleste læger.

Frafaldet på omkring 20 % i begge grupper er grunden til, at generaliserbarheden af terapistudierne er usikker — det er ikke et argument imod at tilbyde behandlingen, men imod at fremstille den som svaret.

Den somatiske årvågenhed er den vigtigste enkeltting på dette trin. En diagnose, der forklarer alt, er den nemmeste måde at overse noget nyt på.