Facialisparese

Tallene bag: perifer facialisparese udgør 75 % af alle tilfælde af akut facialisparese, og Bells parese — den idiopatiske — udgør 75 % af de perifere. Incidensen er 15–50 pr. 100.000 om året, livstidsrisikoen 1:60–70, hyppigst mellem 15 og 45 år og lige hyppigt hos mænd og kvinder.

Pandetesten skal gøres aktivt og med patienten kiggende opad — en asymmetri i hvile er ikke svaret.

Ved en central parese hører også resten af den neurologiske undersøgelse med, men den må ikke forsinke opkaldet.

Otoskopi er det, der afgør Ramsay Hunt-spørgsmålet, og vesiklerne kan sidde inde i øregangen, hvor de ikke ses uden. Ved ensidige øresmerter og en parese skal øret ses, også når huden udenpå er normal — se zoster-opslaget for regimet.

Rækkefølgen kan narre: smerterne og udslættet kommer ofte før paresen, og paresen kan komme dage senere.

Hos barnet er det ikke serologien, der er problemet — det er, at et negativt eller positivt svar ikke afgør noget alene. Henvisningen er svaret.

Tempoet er det mest brugbare enkeltkriterium. En parese, der er kommet på et døgn, er sjældent en tumor; en, der er blevet gradvist værre over tre uger, skal udredes uanset hvor typisk den ellers ser ud.

Recidiv på samme side er ikke det samme som en ny episode år senere på den anden side — det er gentagelsen samme sted, der rejser mistanken.

Parotis palperes hos alle: en tumor dér er en af de årsager, der ellers først findes, når paresen ikke går væk.

Undersøgelsen er kort, og det er pointen: ved en typisk, akut, isoleret perifer parese er der ikke mere at gøre end at udelukke de fem røde flag og komme i gang med behandlingen. Ventetid på billeddiagnostik koster steroiddage.

HbA1c'en har to formål — den finder en uerkendt diabetes, og den kalibrerer, hvad du lover om prognosen.

MR bliver relevant, hvis udviklingen har været langsom, hvis der er andre kranienervesymptomer, eller hvis paresen ikke bedres — altså på indikation og ikke som rutine.

«Uden nedtrapning» er en del af ordinationen og ikke en forglemmelse: ti dage på 50 mg afsluttes direkte. Et nedtrapningsskema forlænger steroideksponeringen uden gevinst.

Tidsfaktoren er grunden til, at behandlingen startes i praksis og ikke afventer en ØNH-tid: effekten er bedst dokumenteret ved tidlig opstart, og diagnosen kan stilles klinisk.

Ved diabetes er stigningen forventelig og forbigående — den er ikke en grund til at lade være, men en grund til at aftale, hvad hun gør ved den.

Det er den del af behandlingen, patienten oftest slækker på, fordi den er besværlig og ikke gør ondt — indtil den gør. Sig det på forhånd, og sig hvorfor.

Hver time i dagtimerne er en instruks, der skal gentages ved kontrollen: dråber ved behov er ikke det samme, fordi følelsen af tørhed også er nedsat.

Rødt eller smertende øje skal føre til kontakt straks — det er den ene ting, patienten skal have med hjem som en alarm.

Listen bruges til to ting: at kalibrere, hvad du lover patienten, og at afgøre, hvor tæt du følger op. Den er ikke en prognose, der skal gives videre i sin helhed.

Ingen bedring efter tre uger er det praktiske omslagspunkt — dér skal patienten ses igen og vurderes for anden årsag.

Angsten i konsultationen handler sjældent om ansigtet, men om hvad det betyder. At sige, at det ikke er en blodprop, og at de fleste bliver helt raske, er en del af behandlingen.

Henvisningen udsætter ikke behandlingen. Prednisolon startes i praksis, når diagnosen er stillet — ØNH-vurderingen er til diagnostik og opfølgning, ikke til at godkende ordinationen.

De tre ting, patienten skal kontakte på, er værd at give med skriftligt: ingen bedring efter tre uger, nye kranienervesymptomer, udslæt i eller omkring øret.

Ved perifer facialisparese med vesikler bør der ses ØNH-læge inden for 14 dage — se zoster-opslaget.