Rødt øje hos barn

De fire alarmspørgsmål fra voksenkortet forudsætter en patient, der kan svare på, om synet er nedsat, og om smerten er ægte. Det kan det lille barn ikke, og det er hele grunden til, at dette kort findes ved siden af det voksne.

Fluorescein kan bruges hos børn og er ofte det, der afgør, om et gnavent barn har en abrasio eller en keratit. Det kræver ikke samarbejde på samme måde som en synsprøve.

Om JIA-uveitis: når øjet først bliver rødt, er det ikke et fund, man venter på — det er et fund, screeningen skulle have fanget før.

Hvorfor fusidinsyre står først i denne aldersgruppe: kloramfenikol elimineres langsommere hos nyfødte, og pro.medicin.dk anfører, at dosisjustering kan blive nødvendig hos barnet under 2 måneder.

Om timingen: debuttidspunktet er et holdepunkt, ikke en diagnose. Gonokok debuterer klassisk 0.–2. levedøgn (af og til op til 5. døgn) og klamydia 5.–14., men overlappet er stort nok til, at der podes i alle tilfælde uanset hvornår det begyndte.

Om medfødt glaukom: vejledningen for tårevejsproblemer hos børn nævner netop mistanke om medfødt glaukom som en akut henvisningsgrund. Et spædbarn med vedvarende tåreflåd, der samtidig kniber øjnene i lys, hører altså ikke i «vi venter til hun er et år»-sporet.

Hvorfor steroid er farligt ved herpes: steroidholdige dråber på en udiagnosticeret dendritisk keratit kan forværre infektionen betydeligt. Mistanken alene er nok til at lade være.

Viral eller bakteriel — og hvorfor det sjældent ændrer noget. Bakteriel: mukopurulent sekret og sammenklistrede øjenlåg efter søvn. Viral: klart tåreflåd, ofte samtidig forkølelse; adenovirus er hyppigst, og enterovirus kan give subkonjunktivale blødninger. Sondringen ændrer sjældent behandlingen, fordi indikationen for antibiotika er sekretets mængde og barnets tilstand, ikke agens. Lægehåndbogen citerer et studie uden forskel mellem kloramfenikol og placebo ved den ukomplicerede form.

Kildeforskel om varigheden: Antibiotikavejledningen for primærsektoren siger «til behandlingseffekt, dog højst 1 uge», Lægehåndbogen «fortsæt 2 dage efter symptomfrihed», og pro.medicin.dk anfører højst 10–14 dage som produktets grænse. Opslaget følger den korteste: højst 7 dage.

Ved manglende effekt efter 3 dage: skift til det andet præparat, eller behandl efter resistensbestemmelse.

Natriumcromoglicat kan bruges, men kræver fast brug og virker langsommere end antihistaminerne — den er forebyggende snarere end anfaldsbehandlende, og det skal siges, ellers opleves den som virkningsløs.

Fjern kontaktlinser før drypning.

Aldersgrænserne er registreringsgrænser, ikke skøn: under 3 år er sikkerhed og virkning af olopatadin ikke klarlagt, og der er derfor ikke et «lidt yngre kan godt».

Kilderne er ikke enige om alderen. Lægehåndbogen og vejledningen fra Region Hovedstaden siger 12 måneder; pro.medicin.dk skriver «senest ved 2-årsalderen». Opslaget følger 12 måneder, fordi det er den danske øjenfaglige vejlednings tal — men forskellen er værd at kende, hvis forældrene har fået et andet svar et andet sted.

Dacryocystitis: recidiverende, ofte purulent sekretion i mediale øjenkrog med rødme og hævelse over tåresækken. Risiko for absces og flegmone, og derfor akut henvisning frem for afventen. Akut betændelse behandles med systemisk antibiotika, hos spædbarnet under indlæggelse.

Udgangspunktet er oftest bihulerne — især ethmoidalcellerne — dernæst tandabsces og insektbid. Agens er typisk streptokokker, Staphylococcus aureus og anaerobe bakterier; hos det uvaccinerede barn også Haemophilus influenzae type b.

Manglende bedring inden for 48–72 timer skal revurderes — det er dér, den præseptale form afslører sig som noget andet.

Moderat til svær præseptal og al postseptal cellulitis behandles intravenøst på afdeling, initialt 3–4 døgn, med CT af orbita og bihuler med kontrast ved mistanke om postseptal form. Absces dræneres kirurgisk. Doserne står her, fordi de er instruksens — men det er en hospitalsinstruks, og barnet med andet end mild præseptal cellulitis hører ikke til i praksis.

Ambulant behandling forudsætter, at forældrene ved hvad de skal se efter. Sig advarselstegnene højt: tiltagende hævelse, ondt ved øjenbevægelse, dobbeltsyn, feber eller et barn der bliver sløjt — så skal det ind samme dag.

Hvorfor institutionsreglen knytter sig til pusflåd og almentilstand frem for til en diagnose: den hyppigste form (adenoviral) smitter i op til to uger og kan ikke behandles, så en regel bundet til «behandlet eller ej» ville hverken beskytte de andre børn eller give mening for forældrene.

Smitte sker ved berøring og via håndklæder og legetøj, og kan ske gennem luften ved hoste og nys.