LUTS / prostatahyperplasi

IPSS hører med i udredningen sammen med residualurin og rektaleksploration, se trin 3.

Watchful waiting gælder de milde symptomer, og livsstilsrådene hører med — alfablokker først ved generende symptomer, se trin 2.

Bækkenbunds- og inkontinenskortene i chiprækken hører til den ikke-farmakologiske del, som ofte springes over.

Firugersreglen er den vigtigste enkeltoplysning på trinnet: er der ingen effekt efter 4 uger, seponeres alfablokkeren.

Mindre floppy iris er en af grundene til Basislistens valg af alfuzosin depot; tamsulosin er alternativet.

Doxazosin og terazosin er fravalgt, og 5-alfa-reduktasehæmmer vurderes først efter 6–12 måneder.

Residualurin hører med, når anden årsag skal udelukkes — sammen med IPSS og rektaleksploration.

Hæmaturi hos en mand med LUTS er ikke en del af LUTS — se hæmaturi-opslaget for indgangene.

Rektaleksplorationen er uafhængig af PSA-spørgsmålet, og et suspekt palpationsfund ændrer billedet fuldstændig.

Formuleringen flytter samtalen det rigtige sted hen: spørgsmålet er ikke, om prøven er skadelig, men om patienten er indforstået med det, svaret sætter i gang.

Kaskaden er svær at stoppe, når først tallet står i journalen — den findes ikke i en version, hvor man bare kigger på det.

Argumenterne for og imod står på trin 6 og 7, og selve samtalen på trin 8.

Tallene er værd at kunne omtrentligt, fordi de gør samtalen konkret — antal screenede og behandlede per forebygget dødsfald står i punkterne.

Fraværet af effekt på den samlede dødelighed er det argument, der vejer tungest imod screening.

Forbedringen fra 9–10 til 13 års opfølgning viser, at gevinsten kommer sent — og det er relevant for, hvem prøven overhovedet kan gavne.

Aktiv overvågning og MR før biopsi er de to ændringer, der gør de gamle tal mindre repræsentative — og det er værd at sige, når debatten refereres.

Den familiære disposition er den ene situation, hvor retningslinjen åbner for at tilbyde testen frem for blot at imødekomme et ønske.

Patientens bekymring er et legitimt argument og skal med i afvejningen — den er ikke et irrationelt element, der skal overtales væk.

Den sidste sætning er den vigtigste på trinnet: vandladningssymptomer er ikke en grund til at tage PSA — der er ingen påvist sammenhæng mellem lokaliseret prostatakræft og vandladningssymptomer.

De uspecifikke årsager til forhøjet PSA er lette at spørge til — BPH, prostatit, urinvejsinfektion, ejakulation og cykling.

«Man finder noget, uden at det betyder noget» er hele overdiagnostikproblemet og er det, aktiv overvågning på trin 6 er svaret på.

Det udleverede materiale gør samtalen mulig i en almindelig konsultation — patienten kan læse det hjemme og komme tilbage med sin beslutning.

De tre punkter er minimumsindholdet: hvad et forhøjet svar udløser, at et normalt svar ikke er en garanti, og at fravalg er en mulighed.

Gør rektaleksplorationen uanset hvad — et suspekt palpationsfund ændrer billedet fuldstændig og er en selvstændig indikation, se trin 3.

Den lange tid til effekt er det, der adskiller de to præparatgrupper og gør kombinationen meningsfuld: alfablokkeren virker på uger, 5-alfa-reduktasehæmmeren på måneder.

Kombination med alfablokker ved behov, se trin 2 — 5-alfa-reduktasehæmmeren gives ved stor kirtel.

UVI, residualurin og obstipation skal udelukkes, før der behandles farmakologisk.

Overaktiv blære rammer også kvinder og hører derfor ikke kun til i et prostatakort — det er værd at bemærke, at trinnet gælder begge køn.

Vurdér effekten af solifenacin efter 1–2 måneder; mirabegron eller vibegron er andetvalg ved utilstrækkelig effekt eller antikolinerge bivirkninger, se antikolinerg-opslaget.

Den årlige 3 ugers pause er revurderingen — den viser, om behandlingen stadig gør en forskel.

Seponér ved permanent kateter — indikationen er væk, men den antikolinerge belastning er der stadig.

Se opslaget om antikolinerg belastning for tærsklen og for de øvrige bidragydere på medicinlisten.

Urinretentionen er den akutte af de fire og hører ikke til i en elektiv henvisning.

Recidiverende urinvejsinfektion hos en mand henvises til urolog — sammen med urinretention, sten og makroskopisk hæmaturi.