Hånd og håndled efter traume

Fossa tabatière er øm hos mange uden fraktur. Sensitiviteten er høj, men specificiteten lav — omkring 40 % af dem med ømhed dér har ingen fraktur. Derfor kombineres fundene, og derfor er den negative test mere informativ end den positive.

Karpal kollaps er langt vanskeligere at behandle end frakturen selv, og forløbet er typisk år senere hos en patient, der aldrig fik en diagnose. Det er baggrunden for, at denne ene fraktur behandles på mistanke.

I den akutte fase kan hævelse maskere det lokaliserede fund — derfor undersøges der igen efter en uge ved fortsat radial håndledssmerte, også når den første undersøgelse var negativ.

Hos yngre skyldes den højenergitraume. En distal radiusfraktur hos en person under 50 år efter et beskedent fald er usædvanlig og bør give mistanke om enten større energi end angivet eller nedsat knoglestyrke — se osteoporose-opslaget, hvor lavenergifrakturen er en selvstændig behandlingsindikation.

Colles' fraktur er den dorsalt vinklede variant og den, der giver den klassiske deformitet.

Nerveundersøgelsen skal gentages efter reposition og efter anlæggelse af bandage, ikke kun før — det er dér, en stram bandage viser sig.

Boksefrakturen er den daglige betegnelse for frakturen gennem 5. metacarps hals, og den er den hyppigste af metacarpfrakturerne.

Hvorfor knoesåret hører til her: et lille sår over MCP-leddet efter et slag mod en tand inokulerer ledkapslen med mundflora. Det ser harmløst ud den første dag og udvikler sig til septisk artrit — se bidsårs-opslaget for regimet.

Rotationstesten skal gøres aktivt af patienten. Kan hun ikke knytte hånden på grund af smerte, må testen gentages senere frem for at blive udeladt — det er det fund, behandlingsvalget hænger på.

Hvorfor Stener-læsionen ikke heler af sig selv: adductor-aponeurosen lægger sig ind mellem den afrevne ligamentende og dens fæste, så vævet aldrig kommer i kontakt igen. Ingen immobilisering kan rette op på det — derfor er skellet mellem let og udtalt instabilitet afgørende og ikke en gradsforskel.

Rækkefølgen røntgen-før-stresstest er den ene fælde: en udiskolet afrivningsfraktur kan blive disloceret af undersøgelsen, og så er et konservativt forløb blevet til et operativt.

Ubehandlet giver instabiliteten kroniske gener ved nøglegreb og ved alt, der kræver kraft mellem tommel og pegefinger.

Den konkrete instruktion om mallet finger er hele behandlingen: patienten skal vide, at skinnen skal blive på i badet, og at fingeren skal støttes mod en flad flade, hvis skinnen skal skiftes. Uden det bøjes leddet ved første skift, og forløbet begynder forfra uden at nogen opdager det.

En delvis senelæsion er den, der bliver overset i skadestuen og hos egen læge, fordi patienten kan bevæge fingeren. Kraften mod modstand er det, der afslører den, og derfor skal hver sene testes for sig.

Ved sår i håndfladen eller på volarsiden af fingrene er tærsklen for kirurgisk vurdering lav, uanset hvor lille såret ser ud.

Smerten ved passiv ekstension er det tidligste af Kanavels tegn og det, der adskiller seneskedeinfektionen fra en almindelig lokal infektion i fingeren. Den skal fremkaldes aktivt — patienten holder selv fingeren i den stilling, der gør mindst ondt, og fundene ses ikke, hvis man kun kigger.

Infektionen breder sig langs seneskeden og efterlader stivhed, også når den er behandlet. Det er derfor tærsklen for kirurgisk vurdering er lavere i hånden end noget andet sted.

Ved subungualt hæmatom over halvdelen af neglepladen hører røntgen med, og spørgsmålet om neglelejet afgøres af den, der kan reparere det.

«Immobilisér kun det, der skal immobiliseres» er den regel, der oftest brydes med de bedste hensigter: en bandage, der også låser de raske led, giver en stiv hånd, som er sværere at genoptræne end den skade, den skulle beskytte.

Hånddominans og erhverv hører i henvisningen, fordi de flytter både hastegraden og behandlingsvalget — en rotationsfejlstilling hos en håndværker og hos en pensionist vurderes ikke ens.

Ved uklare forløb er kontrol bedre end en henvisning på mistanke: en ny undersøgelse efter en uge, når hævelsen er faldet, giver oftere det afgørende fund end en akut vurdering i den akutte fase.