Bidsår

Skylningen er den behandling, der virker uanset alt andet. Antibiotikaspørgsmålet fylder mest i konsultationen, men mekanisk rensning og fjernelse af dødt væv gør mere for infektionsrisikoen end præparatvalget — og den kan ikke gøres om senere.

Hvorfor kattebid er værst mekanisk: tanden laver en smal, dyb kanal, der lukker sig over inokulatet. Såret kan ikke skylles effektivt i bunden, og det er dét, der ligger bag den høje infektionsrate på trin 3.

Elevation og immobilisering hører især til håndsårene, hvor hævelse og stivhed er den varige skade — ikke infektionen i sig selv.

Flagermusen er den, der glider igennem. Et flagermusbid kan være så lille, at patienten ikke er sikker på, at der var et bid — og det er netop den situation, hvor kontakten til Statens Serum Institut skal tages alligevel, fordi konsekvensen af at tage fejl er absolut.

Rabies er ikke en dansk hverdagsdiagnose, men eksponeringen er det: rejser, importerede hvalpe og flagermus i sommerhuset dækker praktisk taget alle tilfælde.

Tetanusspørgsmålet er hurtigt og hører til hvert eneste bidsår — også dem, der ikke skal have antibiotika.

Ansigtet og den fjernede milt står ikke i de øvrige lister, og aspleni er den, hvor konsekvensen af en overset Capnocytophaga-infektion er størst — den kan give fulminant sepsis hos den miltløse.

Podning er ikke rutine. Ætiologien til inficerede bidsår er forudsigelig hos hund, kat og menneske, så diagnosen stilles klinisk. Podning med efterfølgende dyrkning anbefales kun ved inficerede bidsår fra andre arter end hund, kat eller menneske · ved behandlingssvigt · ved recidiv.

Ved bid fra andre arter — og ved penicillinallergi — anbefales det at konferere med Klinisk Mikrobiologisk Afdeling om antibiotikavalget frem for at gætte.

Kildeuenighed: Statens Serum Institut anbefaler amoxicillin med clavulansyre, eventuelt suppleret med metronidazol. Dette opslag følger Lægehåndbogen og regionernes anbefaling om penicillin V, fordi de to nævnte patogener er penicillinfølsomme.

Ved etableret infektion forlænges behandlingen ud over de ti dage ved dybe infektioner, og der dyrkes. Simpel hudinfektion behandles i omkring en uge, mens dybere infektion kræver længere behandling.

Oplys laboratoriet om, at det er et bidsår — de kræsne bakterier har særlige vækstkrav og påvises ikke uden.

Hvorfor knoesåret er farligere, end det ser ud: hånden er knyttet i skadesøjeblikket, og når den åbnes igen, glider huden i forhold til det underliggende væv, så indstiksstedet i ledkapslen ikke længere ligger under hudsåret. Inokulatet er dermed inde i leddet, mens overfladen ser overfladisk ud.

Patienten fortæller sjældent selv, at det var et slagsmål, og «jeg slog hånden ind i noget» er den formulering, der skal vække mistanken.

Clavulansyren dækker både Eikenella og stafylokokkerne og tager de anaerobe med — det er derfor Midt kan nøjes med ét præparat.

Penicillinallergi ved bidsår er en af de situationer, hvor et opkald sparer et fejlvalg. Alternativerne dækker floraen ujævnt, barnet og den gravide falder uden for doxycyclin, og der er ikke et enkelt smalspektret svar at falde tilbage på.

Verificér allergien, hvis der er tid til det. En stor del af de anførte penicillinallergier holder ikke ved nærmere anamnese, og ved bidsår har det direkte konsekvens for præparatvalget — se penicillinallergi-opslaget.

Metronidazol tilføjes for de anaerobe, som doxycyclin ikke dækker tilstrækkeligt.

Hånden er stedet, hvor forsinkelse koster funktion. Tenosynovitis i en seneskede breder sig langs skeden og efterlader stivhed, selv når infektionen er behandlet — derfor er tærsklen for kirurgisk vurdering lavere her end nogen andre steder på kroppen.

Ved etableret infektion dyrkes der, og laboratoriet skal vide, at det er et bidsår.