Depression/angst i graviditet

Opsporingen er opportunistisk, ikke systematisk — den bygger på, at kvinden alligevel kommer flere gange, og at spørgsmålet kan stilles uden en særlig anledning.

De to risikomarkører er dem, der flytter mest, og de er begge kendte på forhånd: familiær disposition og tidligere episode under graviditet eller barsel. Er en af dem til stede, hører spørgsmålet med hver gang.

EPDS er et redskab til samtalen, ikke en diagnose — den strukturerer, hvad der ellers bliver et løst indtryk.

Standardantagelsen i konsultationen er, at ingen medicin er det sikre valg — både hos kvinden og ofte hos os. Den antagelse er forkert, og den er værd at gøre op med eksplicit, før behandlingsvalget diskuteres.

Det gælder i begge retninger: det er heller ikke et argument for at behandle alle. Det er et argument for at afveje frem for at falde tilbage på det, der føles mest forsigtigt.

Tallene, der gør afvejningen konkret, står på trin 6 — recidivrisikoen ved seponering er det stærkeste enkelttal på kortet.

Forskellen på at planlægge før og at reagere efter er stor: den kvinde, der møder op gravid og i behandling, står med et valg, der skal træffes samme dag, mens den, der har planlagt, allerede kender svaret.

Klinikkerne for affektive lidelser findes regionalt og tager netop denne opgave — det er ikke en almindelig psykiatrisk henvisning.

Spørgsmålet om graviditetsønske hører derfor med til den fertile kvinde i antidepressiv behandling, også når det ikke er hende, der bringer det op.

Behandling kan påbegyndes i almen praksis med relevant inddragelse af psykiatri, obstetrik og pædiatri. Ordination og kontrol bør ideelt ske i samarbejde med speciallæge i psykiatri.

At sertralin også er valget ved amning er en del af begrundelsen for at vælge det fra start: kvinden slipper for et præparatskift på det tidspunkt, hvor hun har mindst overskud til det.

Sikkerhedsargumentet hviler på antallet af eksponerede, ikke på et enkelt studie — det er derfor, netop dette stof står anderledes end de øvrige.

Forbeholdet om, at ingen SSRI anbefales uforbeholdent, er værd at gengive, som det står. Det er ikke et argument mod at behandle — det er en oplysning, kvinden har krav på i beslutningen, og den bliver ofte enten udeladt eller oversat til en advarsel.

«Færre data» er ikke det samme som «mere risiko», og det er en skelnen, der er værd at gøre eksplicit, når en kvinde allerede er i behandling med et af de øvrige stoffer — se trin 6.

Visitationen til obstetrisk speciallægekontrol er den konkrete konsekvens af sværhedsgraden i svangreomsorgen.

Forskellen mellem 50 % og 68 % er det, samtalen handler om. Recidivrisikoen er høj i forvejen, og seponeringen lægger yderligere til — uden at fjerne den eksponering, der allerede har fundet sted tidligt i graviditeten.

Skiftet er en selvstændig risiko, og det er en pointe, der ofte overses: den velbehandlede kvinde på escitalopram er bedre stillet på escitalopram end på sertralin, selvom sertralin er førstevalget ved nyopstart.

Stop aldrig brat — brug skift- og udtrapningsværktøjet i depressionsopslaget i chiprækken.

Skellet mellem ny opstart og veletableret behandling går igen — det er samme logik som på trin 6, og det er den, der forhindrer unødvendige præparatskift i barselsperioden.

Distributionsvolumen øges gennem graviditeten, og en dosis, der var passende i 3. trimester, kan være for høj post partum. Det er en af de justeringer, der ellers ikke bliver lavet.

Den dobbelte formulering om amning er værd at sige ordret til kvinden: hverken amningen eller behandlingen skal vige for den anden.

De 48 timers observation gælder barnet og skal aftales med fødestedet i god tid — det er en planlægningsopgave i graviditeten, ikke en beslutning under fødslen.

Mistanken om bipolar lidelse er den vigtigste differentialdiagnose i perioden, fordi post partum-perioden er den mest risikofyldte i et bipolart forløb, og fordi antidepressiv monoterapi kan være direkte uhensigtsmæssig.

EPDS ved barselsbesøgene fanger den depression, der debuterer efter fødslen — den er ikke den samme patientgruppe som den, der blev opsporet i graviditeten.