Bipolar lidelse — genkendelse

Tallene for debut varierer, men peger samme vej. pro.medicin.dk angiver, at 85 % debuterer depressivt, andre danske kilder op til 60 % — i alle opgørelser kommer den maniske side typisk først senere. Pointen er den samme uanset tallet: depressionen er dér, lidelsen møder dig.

Kun cirka halvdelen får den rigtige diagnose ved første kontakt til psykiatrien. Bipolar lidelse forveksles med tilpasningsreaktion, forbigående psykose og andet — så en tidligere psykiatrisk vurdering uden bipolar diagnose udelukker den ikke.

Derfor er spørgsmålet om hypomani ikke en formalitet ved depression. Det er den ene oplysning, patienten ikke selv bringer op, og som ændrer behandlingen mest.

Hvad de to tal betyder ved skrivebordet. Specificiteten på omkring 90 % gør en positiv MDQ værd at handle på: den peger sjældent forkert. Sensitiviteten på omkring 70 % gør en negativ MDQ næsten værdiløs som udelukkelse — hver fjerde med bipolar lidelse overses, og derfor kan et negativt svar aldrig stå imod en klinisk mistanke.

De tre betingelser er ikke en formalitet. Uden kravet om samme periode og om moderat til alvorligt problem bliver testen positiv hos en stor del af befolkningen: mange kan sætte kryds ved syv enkeltstående oplevelser gennem et helt liv.

Tidspunktet er før opstart. Efter opstart af et antidepressivum kan uro og søvnløshed være behandlingsudløst, og så er det ikke længere screening, men differentialdiagnostik.

Den udbredte fremstilling er, at antidepressiva udløser mani — og den passer bedst på de tricykliske. Da SSRI er førstevalg ved depression i Danmark, er bekymringen for at forcere mani ved opstart altså mindre udtalt end ofte fremstillet.

Men den manglende effekt er i sig selv et argument for at få diagnosen afklaret: er depressionen bipolar, behandler man med noget, der ikke virker, mens tiden går. Det er den fejl, der reelt sker — ikke den udløste mani.

Derfor er «terapiresistens» et af de vigtigste tegn. Flere antidepressiva uden effekt er ikke en grund til at prøve det fjerde, men til at stille spørgsmålet fra trin 1 igen — og det står også som en MDQ-indikation i trin 2.

Tallene er værd at kunne sige højt, fordi de flytter beslutninger. «Betydeligt forhøjet» flytter ingenting; 5–10 % gør det — både når du selv skal afgøre hastegraden af en henvisning, og når du taler med pårørende om opsyn.

At risikoen er højest i den depressive og blandede fase vender den intuitive frygt om: mani ser mest dramatisk ud, men det er nedturen og blandingstilstanden, der dræber.

Risikoen for nye episoder stiger efter hver episode, uanset om de er hypomane, maniske eller depressive. Det er argumentet for tidlig indgriben i trin 6 — og for ikke at afvente «om det går over».

Bemærk kilderne: de danske kilder angiver størrelsesordenen for selvmordsrisikoen; 10–15 gange-tallet samt 73 %- og 3–6-måneders-tallene stammer fra internationale opgørelser.

Hvorfor bipolar depression hører i specialistregi. Begrundelsen er ikke forsigtighed, men farmakologi: der er ikke påvist sikker effekt af antidepressiv medicin som tillæg til stemningsstabiliserende behandling ved bipolar depression, mens lithium og lamotrigin har en vis antidepressiv effekt.

Svaret på manglende effekt er derfor ikke «et andet antidepressivum», men et andet præparatvalg helt — og det valg hører i psykiatrisk regi. Det er værd at vide, når patienten sidder foran dig og beder om at få skiftet sit SSRI: anmodningen er rimelig, men svaret ligger et andet sted.

Shared care er ikke ingenting. Blodprøvekontrollen af lithium er den formelle del; trin 6 er den, der reelt forebygger næste episode.

Fødsel som udløser knytter direkte til graviditetsdepressionsopslaget og til MDQ-indikationen om postpartum psykose i trin 2: den maniske episode efter en fødsel er ikke sjælden, og den overses, fordi alt tilskrives det nye barn.

Den somatiske pakke er ikke rutine ved kendt bipolar lidelse — den hører til førstegangsmanien uden kendt affektiv sygdom, hvor spørgsmålet er, om det overhovedet er en primær affektiv lidelse.

Varselsignaler og egenomsorg er den del, almen praksis reelt kan løfte. Det er konkret nok til at stå i en aftale — og det er dét, der gør kontrollen til andet end en blodprøve.