Mastitis (post partum)

Grunden til, at stasen får antibiotika, er, at kvinden har «rødt bryst og ondt» — og det lyder som en infektion i telefonen. Det er både unødigt og uvirksomt.

Det, der adskiller, er almentilstanden og tidspunktet, ikke rødmens størrelse. Spørg om feber, kulderystelser og influenzafølelse, og hvor længe hun har ammet — se trin 4.

Spektret er glidende, og ubehandlet stase kan udvikle sig. Derfor er revurdering efter 24 timer en del af planen, også når du ikke giver antibiotika.

Tidspunktet er det mest brugbare skel. Galaktoforitis hører til den første uge, mens mastitis typisk kommer i 2.–3. leveuge — spørgsmålet om barnets alder gør altså en reel del af arbejdet.

Den synlige fissur trækker i retning af galaktoforitis, men fraværet af en udelukker ikke mastitis: fissurer kan kun påvises hos cirka 20 % af kvinder med mastitis (se trin 8).

Behandlingen er den samme grundbehandling som ved stase — tømning, køling, smertestillende — plus arbejdet med tilkoblingen.

Tilstanden optræder næsten aldrig i de første dage og ses derfor sjældent på barselafdelingerne. Det er almen praksis' tilstand: kvinden er hjemme, og hun ringer til os.

Influenzafølelsen er det mest brugbare enkeltspørgsmål — kvinder med mastitis beskriver den spontant, kvinder med stase gør det ikke.

Rødmens udbredelse er den dårligste markør, selvom den er den, der fylder mest i telefonen. Spørg til feber og kulderystelser først.

Revurderingen efter 24 timer er dét, der gør det forsvarligt at vente. Uden en aftalt genkontakt bliver den afventende plan til ingen plan, og så bliver antibiotika det, der gives, fordi ingen tør lade være.

Sig forløbet højt til kvinden: hvad hun skal gøre i døgnet, hvad hun skal mærke efter, og hvornår hun skal ringe igen. Det er den samme information, der gør, at hun ikke ringer akut om natten.

Tidspunktet i barnets liv er det spørgsmål, der oftest ikke bliver stillet, og det er det, der skiller galaktoforitis fra mastitis.

Ved vedvarende, sviende eller brændende smerte — klassisk under OG efter amningen, ofte strålende ind i brystet — og skinnende, rød eller skællende papil: tænk candida. Da skal både mor og barn behandles samtidigt, ellers smitter de hinanden frem og tilbage; barnet har ofte synlig trøske, så kig i munden.

Sådan skelnes den fra mastitis: brystvortesvamp giver ingen feber, ingen influenzafølelse og ingen afgrænset, varm rødme i brystvævet — smerten er overfladisk og udgår fra papillen, hvor mastitis er et sygdomsbillede med almenpåvirkning.

De to forveksles, fordi begge gør ondt at amme med, og fordi svampen ofte følger efter en antibiotikakur mod mastitis.

Anbefalingen er ændret. Varme omslag og kraftig massage har været standardrådet i årtier, og de fleste kvinder har hørt det fra anden side — derfor skal det siges aktivt, at det ikke længere anbefales, frem for blot at lade være med at nævne det.

Begrundelsen er værd at give med: vævet er allerede hævet, og varme og tryk gør ødemet værre, hvilket forværrer selve stasen.

Smertestillende er ikke kun for komfortens skyld — smerte hæmmer nedløbsrefleksen og dermed tømningen, som er hele behandlingen.

Sig begge dele aktivt. Kvinden har som regel allerede hørt om suttebrikken fra anden side, og hun har ofte allerede købt den — så rådet skal gives som en forklaring, ikke som en irettesættelse.

Pumpelogikken er intuitiv og forkert: brystet gør ondt, fordi det er fyldt, altså må mere udmalkning hjælpe. Men produktionen følger efterspørgslen, og ekstra pumpning bygger netop det problem op, der skal afvikles.

Tømning til komfort er grænsen — ikke tømning til bunds.

20 %-tallet stammer fra internationale opgørelser; de danske kilder angiver ikke en selvstændig andel. Det ændrer ikke pointen — at man ikke kan afvise mastitis, fordi papillen ser hel ud — men det er værd at kende tallets oprindelse.

5 cm-grænsen er en konventionel angivelse fra international litteratur, ikke et dansk kildesat tal. Den bruges til at forstå, hvad kirurgen vælger imellem, ikke til at bestemme det.

Svaret om næste graviditet er kort og beroligende, og det er en af de få steder, hvor den slags svar findes.

Ønsker kvinden alligevel ikke at amme fra det ramte bryst, kan hun pumpe ud og kassere mælken i nogle dage, til udseendet er normalt. Det er en dårligere løsning end at fortsætte, men bedre end at lade brystet stå utømt.

Det første døgns afventen forudsætter en aftale om genkontakt — se trin 4. Uden den bliver det en udeblevet behandling frem for en behandlingsplan.

Feber og almenpåvirkning ved første kontakt ændrer regnestykket: her venter man ikke det første døgn, men starter antibiotika sammen med tømningen.

Den refraktære mastitis hos en ammende er stedet, hvor inflammatorisk mammacancer overses, fordi alt ved billedet forklares af ammeperioden. Kriteriet er tid: et forløb, der ikke opfører sig, som mastitis skal, hører videre — også hos en ung kvinde midt i en ammeperiode.

Amningen skal ikke stoppes for abscessens skyld. Det er et af de råd, kvinder oftest får forkert, og pludselig afvænning under en absces gør stasen værre.

Dyrkningen ved recidiv er den, der afgør, om det er den samme bakterie hver gang — og dermed om der er et reservoir, der skal håndteres.