Hypertension

NBV's tabel 27.1 gælder gennemsnit af hjemme- eller døgnblodtryk, eller uobserveret automatisk klinikblodtryk — ikke et enkelt konsultationsmål. Normalt 100–129 / 60–79 mmHg · let forhøjet 130–134 / 80–84 · Grad 1: 135–154 / 85–94 · Grad 2: 155–174 / 95–104 · Grad 3: 175 / 105 eller derover. Grænsen for grad 1 er altså 135/85 og ikke 140/90 — fordi tallene er hjemme-/døgnværdier.

Let forhøjet blodtryk behandles, hvis der er hypertensionsmedieret organskade (venstre ventrikelhypertrofi, eGFR 30–60, mikroalbuminuri). Hos de øvrige afgør risikoen: SCORE2/SCORE2-OP på 10 % eller derover → behandling anbefales · 5–10 % → overvej ved høj livstidsrisiko · under 5 % → kun undtagelsesvis. SCORE2 er kalibreret til klinikblodtryk — brug klinikværdien i beregneren.

Målet (tabel 27.2): Under 80 år: 120–129 systolisk og 70–79 diastolisk — optimalt tæt på 120, hvis det kan nås uden betydelig polyfarmaci. 80 år og derover: 130–144 systolisk, optimalt tæt på 130. Risikoen ændrer tærsklen for at starte, ikke målet.

Fire ligeværdige førstevalg: ACE-hæmmer, ARB, dihydropyridin-calciumantagonist og thiazid/thiazidlignende diuretikum — trin 2–4. Betablokker kun ved selvstændig indikation.

Hvorfor aldrig ACE + ARB: kombinationen giver ingen ekstra beskyttelse, men mere hypotension, nyrepåvirkning og hyperkaliæmi (ONTARGET). Skal RAS-blokaden forstærkes ved resistent hypertension, er svaret spironolakton som 4. stof — ikke det andet RAS-stof.

Non-dihydropyridinerne virker mere på hjertet end på karrene: frekvenssænkende, negativ inotropi. Ikke standardvalget ved ukompliceret hypertension, men kan vælges ved samtidig frekvensbehov, hvor betablokker ikke tåles. Fælder: AV-blok og bradykardi sammen med betablokker · CYP3A4-interaktioner · obstipation (verapamil). Dihydropyridinerne kan derimod kombineres frit med A, B og D.

Kildeforskel: NBV har thiazid som ligeværdigt førstevalg — Basislisten som andetvalg. DCS' NBV (2025) regner thiazid/thiazidlignende diuretikum som ét af fire ligeværdige førstevalg ved ukompliceret hypertension. Medicinrådets Basisliste (2026) sætter det som andetvalg efter RAS-blokade og calciumantagonist — med bendroflumethiazid + kalium som det foretrukne, når man når dertil. Forskellen er prioritering, ikke uenighed om effekten: begge vil have thiazid med i A+C+D. Opslaget følger NBV.

To stoffer i lav dosis fra start: NBV knytter det til graden — kan overvejes ved grad 2, bør overvejes ved grad 3; ESH 2023 anbefaler det bredere, til de fleste med behandlingskrævende hypertension. Begge er enige om, at det sænker trykket mere og med færre bivirkninger end fuld dosis af ét stof, og om undtagelserne: skrøbelige ældre og grad 1 med lav risiko starter med ét.

Betablokker ved ukompliceret hypertension giver ringere beskyttelse mod apopleksi end A, C og D ved samme trykfald og øget risiko for nyopstået diabetes — derfor står gruppen her og ikke øverst. Ved hjertesvigt: bisoprolol, carvedilol, metoprololsuccinat (nebivolol hos ældre).

Definitionen (DC-NBV): ≥ 135/85 hjemme/døgn trods 3 præparater inkl. diuretikum i maks. anbefalet dosis, indløst iflg. FMK. Praksis ejer forløbet til og med A+C+D og kan selv lægge spironolakton til; fra trestofspunktet skifter NBV sprog fra behandling til udredning, og det er et rimeligt sted at lægge konferencen.

Sekundær hypertension — hvem: ung under 40 år med grad 2–3 (coarctatio, fibromuskulær dysplasi, endokrin årsag) · anfaldsfænomener (fæokromocytom: p-metanefriner) · hypokaliæmi eller behov for 4 stoffer (primær aldosteronisme: renin/aldosteron) · snorken og dagtræthed (søvnapnø). Se flowets sekundær-port.