Mycoplasma genitalium

Tilbageholdenheden er svær at forklare i konsultationen, fordi patienten hører den som en nægtelse af en test, der findes. Begrundelsen på trin 2 er værd at have parat i én sætning: en positiv prøve hos en rask person fører oftere til et problematisk præparatvalg end til en gevinst.

Kontakter til erkendt smittede er den ene undtagelse fra symptomkravet — dér testes og behandles med samme antibiotikum som indekspatienten (trin 6).

Rækkefølgen ved symptomer står på trin 3 og er skarpere end «test for begge».

Argumentet er ikke, at infektionen er harmløs, men at hverken skaden ved at lade den være eller skaden ved at behandle den er kendt. Når begge sider af regnestykket er ukendte, er en test hos den raske ikke en oplysning, man kan handle klogt på.

De 60 % makrolidresistens er samtidig grunden til, at behandling i blinde ikke er en udvej (trin 4).

Hos den symptomatiske ser regnestykket anderledes ud: dér er der noget at behandle, og prøven har en konsekvens.

«Uden afvaskning» er en del af prøvetagningen og ikke en forglemmelse: bakterierne skylles væk, hvis der vaskes først, og en negativ prøve bliver da uden værdi.

Der findes en kombineret analyse for M. genitalium og klamydia — den er praktisk, men sekvensreglen betyder, at den ikke er standardbestillingen ved første kontakt.

Gonoré skal også være udelukket, ikke kun klamydia, før diagnosen kan stilles på det kliniske billede.

Ugen med at vente er den svære del af rådet, fordi patienten har symptomer og forventer en recept. Sig på forhånd, hvornår svaret kommer, og hvad det afgør — så bliver ventetiden en del af planen frem for en udeblivelse.

Engangsdosis-fælden opstår typisk et andet sted: en uspecifik urethritis behandles empirisk med azithromycin 1 g, og hvis der var mycoplasma, er den nu makrolidresistent.

Kompliceret infektion er undtagelsen fra ventetiden — se doserne på trin 5.

Tetracyklin som forbehandling er en anden sag. Udenlandske erfaringer tyder på, at forbehandling med doxycyklin nedsætter bakterietallet, så den efterfølgende behandling bliver mere effektiv og i mindre grad selekterer resistens. Det er en observation, ikke en dansk anbefaling — nævnt her, fordi patienten kan møde strategien andre steder fra.

Femdagesregimet med azithromycin er ikke det samme som engangsdosis, og forskellen er hele pointen: den udtrappede kur er den, der er anbefalet ved påvist makrolidfølsom infektion.

Ved kompliceret infektion behandles uden at afvente resistenssvaret.

Det længere interval er det sikreste, fordi PCR kan påvise genmateriale fra døde bakterier og give et falsk positivt svar — samme mekanisme som ved klamydia, hvor Region Midtjylland tilsvarende angiver op til 6 uger.

Vælger du 3–4 uger og får et positivt svar, så overvej, om det kan være rest-DNA frem for svigt, før der behandles igen. Et unødvendigt moxifloxacinforløb er netop det, hele kortet forsøger at undgå.

Partnerbehandlingen med samme præparat er ikke en formalitet: får partneren azithromycin, mens indekspatienten fik moxifloxacin, kommer infektionen tilbage.

Grænsen for at give slip er sat ved fortsatte symptomer efter en korrekt gennemført behandling — ikke ved et positivt kontrolsvar alene, som kan være rest-DNA (trin 6).

Gentagne behandlingsforsøg fra praksis er dét, der driver multiresistensen, og de er samtidig sjældent virksomme. Det er derfor henvisningen kommer før det tredje forsøg og ikke efter.

Kinolonresistensundersøgelse foregår efter aftale med Statens Serum Institut og er ikke en analyse, der bestilles fra praksis.