Irritabel tyktarm (IBS)

Ved tvivl eller atypisk billede suppleres med levertal, albumin, INR, ferritin, B12, folat og TSH.

Cobalamin er samtidig med til at støtte diagnosen ved grænsehøj calprotectin — se trin 3, hvor normal cobalamin indgår i de fund, der taler for IBS frem for inflammatorisk tarmsygdom.

Hvorfor «positiv diagnose» ændrer noget: så længe IBS var en udelukkelsesdiagnose, skulle patienten igennem en udredning for at få den. Det er den forskel, der sparer koloskopien hos den unge med typiske symptomer og normale prøver.

Subtypen kan skifte — og det er ikke behandlingssvigt. En betydelig del af patienterne skifter subtype over tid, især mellem IBS-M og de to rene former. Det er en anledning til at justere behandlingen, ikke til at revurdere diagnosen — medmindre der er kommet alarmsymptomer til.

Sig det på forhånd: patienten, der har fået loperamid mod diarré og et halvt år senere er obstiperet, tror ellers, at behandlingen har ødelagt noget.

En forhøjet værdi taget under de forkerte betingelser sender patienten i skopi på et falsk grundlag — og en gentagelse under rigtige betingelser er billigere end en koloskopi.

Kilderne er uenige om gentagelsesintervallet og henvisningsgrænsen. Region Midtjyllands forløbsbeskrivelse (godkendt i Specialerådet for Gastroenterologi): grænseområdet gentages efter 3 måneder, og der henvises ved over 200. Region Nordjyllands forløbsbeskrivelse: grænseområdet 50–200 gentages efter 4 uger; gentagne værdier på 50–150 taler imod IBD, mens gentagne værdier over 150 bør henvises.

Opslaget følger Midtjyllands tal, fordi de er knyttet til den godkendte IBS-forløbsbeskrivelse. Uenigheden er reel — tjek din egen regions vejledning, især hvis værdien ligger mellem 150 og 200.

Hvorfor de tre sætninger skal siges højt og tidligt: patienten, der forventer helbredelse, oplever hver bedring som utilstrækkelig og hver forværring som svigt. Den, der ved, at målet er færre og mildere symptomer, kan holde fast i en behandling, der faktisk virker.

Uopløselige fibre (klid) kan forværre oppustethed — det er en almindelig grund til, at patienten opgiver «mere fiber», og til at fiberrådet skal være konkret frem for generelt.

Pebermynteolie — tallene: metaanalyser viser en smerteeffekt ca. 30 % over placebo og en samlet behandlingseffekt ca. 39 % over placebo, NNT 2,5–4. På grund af den sparsomme bivirkningsprofil anbefales den som førstelinjebehandling ved behandlingskrævende IBS-mavesmerter. Fælder: forværrer halsbrand og hiatushærnie — seponér da. Indeholder jordnøddeolie: undgå ved jordnødde- eller sojaallergi. Kontraindiceret ved alvorlig lever- og galdevejssygdom. Registreret som naturlægemiddel, altså håndkøb uden tilskud — sig prisen højt.

Psyllium: i en metaanalyse af tre RCT med 591 patienter en samlet terapeutisk gevinst på 40 %, men med NNT 11. Macrogol er førstevalg, når psyllium ikke rækker. Bemærk, at evidensen for laksantia stammer fra kronisk obstipation og er overført til IBS-C.

Om colestyramin: små doser tåles bedre end store; dårlig smag og oppustethed er hovedgrunden til, at behandlingen opgives. Det er en fjerdedel af en stor gruppe, der ellers går rundt med en diagnose, der føles ubehandlelig.

Loperamid har ikke påvist effekt på IBS-symptomerne som sådan — det virker på diarréen, og det er også alt, hvad det skal.

Indgår IBS i et bodily distress syndrome, kan der henvises til Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser.

Bemærk, at op mod 25 % kan have ændret afføringsmønster i lang tid efter en infektiøs diarréepisode — det er en forklaring, ikke en fritagelse fra kriterierne. Postinfektiøs IBS er en anerkendt undertype, men den skal opfylde Rom IV som alle andre, og den fritager ikke for kræftpakkevurderingen, hvis mønstret er nyt.

Hvorfor grænsen er sat ved et «nyt mønster»: det er dét, der adskiller den midaldrende med tre måneders ændret afføring fra den unge med årelange svingende symptomer. Den første skal udredes, den anden skal behandles.