Hyperkaliæmi

Laboratoriet angiver hæmolysegrad på de fleste svar — den skal ses efter, når kaliummet er højt.

Prøvetagningsteknikken bidrager — langvarig stase og knytten af hånden giver falsk høje værdier og kan undgås ved en omprøve.

Grænsen for, hvornår der må gentages i stedet for handles, står på trin 3 og er den vigtigste sætning på kortet.

Det er de meget høje celletal, der gør det — en betydelig trombocytose eller leukocytose kan i sig selv give et falsk højt kalium.

Gentagelse afklarer det hos den upåvirkede patient — men aldrig hos den syge eller EKG-påvirkede, se trin 3.

Det er den beslutning, der afgør, om et højt kalium bliver farligt — og fristelsen til at gentage er størst hos den, der ser rask ud.

De tre betingelser skal alle være opfyldt, før der gentages: upåvirket patient, normal nyrefunktion og ingen bidragende medicin.

Tag EKG ved kalium over 6,0 — og ved ethvert niveau med symptomer, se tjeklisten på trin 4.

EKG-forandringerne kan komme før symptomerne, og det er derfor niveauet alene kan udløse indlæggelse: patienten kan være upåvirket lige indtil arytmien.

Digoxinpatienten står som selvstændigt punkt, fordi hyperkaliæmi forstærker digoxintoksiciteten.

Pauseringen af den kaliumøgende medicin skal ske nu, ikke efter indlæggelsen — det er den ene ting, praksis kan gøre, mens der ventes.

Kombinationen er reglen, ikke undtagelsen — ét præparat alene giver sjældent alvorlig hyperkaliæmi hos en patient med normal nyrefunktion.

NSAID i håndkøb er den skjulte tredje spiller, se trin 10, og fremgår ikke af medicinlisten.

Kaliummet og kreatininen skal ses sammen: en isoleret hyperkaliæmi hos en patient med stabil nyrefunktion er en anden situation end den, hvor begge stiger.

Sammenligningen med tidligere værdier er det, der viser stigningen — og det er stigningen, der ændrer sagen til akut nyreskade.

Akut nyreskade ændrer både hastigheden og behandlingen og hører til på trin 4's liste.

Salterstatninger som seltin er kaliumrige, og det er derfor, de skal spørges til hos nyrepatienten.

Spørg konkret til store mængder juice og tørret frugt ud over salterstatningerne.

Kostbidraget hører sammen med nedsat nyrefunktion, se trin 5 og 6 — spørgsmålet gælder nyrepatienten.

Det er den diagnose, der ikke findes, hvis man ikke tænker på den — og elektrolytmønsteret er indgangen.

Træthed og hypotension er uspecifikke hver for sig, men sammen med hyperkaliæmi og hyponatriæmi er billedet karakteristisk.

Morgenkortisol er den rette screeningsprøve, og et lavt eller lav-normalt svar bør konfereres frem for gentages.

Pauseringen er ikke en afslutning: der skal tages stilling til, om medicinen skal genoptages og i hvilken dosis — den må ikke bortfalde ubemærket.

Genoptagelsen sker som regel i lavere dosis og med en kontrolplan, se trin 10.

Spørgsmålet om kombinationen er det, der forebygger næste gang — var den nødvendig, og var der en plan for kontrol?

Kontrollen 1–2 uger efter opstart eller dosisøgning er dér, stigningen kommer — den skal bestilles, ikke overlades til en rutinefornyelse.

Trekombinationen er så velbeskrevet, at den bør udløse en plan i sig selv: hvem kontrollerer hvad og hvornår.

Håndkøbs-NSAID er den faktor, ingen ser — og hos en CKD-patient i RAS-blokade er den nok til at udløse en akut hyperkaliæmi.