Hoftesmerter

Bed patienten pege: sæt en finger på det sted, hvor det gør mest ondt.

Den udstrålende smerte til knæet er den, der forvirrer, både hos voksne og børn: hoftepatologi kan give smerter alene i knæet, se trin 9.

Bagsiden er sjældent hofteleddet. En «hofte», der gør ondt bag på, udredes som lænd eller sacroiliacaled, ikke som hofteartrose.

Det er nøgleundersøgelsen ved hoftesmerter. En fri og smertefri indadrotation flytter mistanken væk fra leddet og over mod trin 3 eller mod lænden.

Indskrænket og smertefuld passiv indadrotation peger på artrose eller anden ledpatologi — det er dét fund, der sender patienten videre til trin 5.

Skiftet fra «bursit» til «tendinopati» er ikke en sproglig detalje. Bursitten inviterer til injektion og hvile; tendinopatien peger på gradueret belastning og excentrisk træning, som er det, der virker på sigt.

Diagnosen er klinisk og stilles ved palpation — direkte ømhed over trochanter major hos en patient, der ikke kan ligge på siden om natten.

Smerter ved at ligge på siden hører til billedet — sammen med ømhed direkte over trochanter major.

Sig de tre stillinger konkret: ikke ligge på den syge side, ikke stå med vægten på ét ben, ikke krydse benene.

Injektionen er ikke forbudt, men den skal have et formål. Gives den uden en træningsplan, er den en udsættelse; gives den for at gøre træningen mulig, er den nyttig.

«Gentagne injektioner i en sene frarådes» gælder også, når den første virkede godt — netop den situation er den hyppigste anledning til at gentage.

«Virker uanset røntgenfund» er den sætning, der gør henvisningen mulig uden billede. Der er ingen grund til at afvente en røntgen, før træningen begyndes, se trin 6.

Henvisningen går til fysioterapi eller GLA:D — begge er veje til superviseret træning.

NSAID-forbeholdet: kortest mulige periode og med hensyn til nyre, hjerte og ventrikel.

Spørgsmålet, der afgør indikationen, er det samme som ved nakke og ryg: kan svaret ændre planen? Ved en patient, der skal træne i tre måneder uanset fundet, kan det ikke.

Sig, hvad der så afgør planen: funktionen, nattesøvnen og effekten af tre måneders træning.

Lavenergitraumet hos den ældre er det, der bliver overset. Et fald fra stående med manglende belastningsevne hos en ældre eller ved osteoporose er et rødt flag i sig selv.

Avaskulær nekrose under steroidbehandling: pludselig svær smerte uden traume hos en patient i steroidbehandling.

Natlige hvilesmerter er et flag — sammen med kendt cancer og vægttab peger de mod metastase.

Et normalt knæ udelukker ikke hoften — hoften skal undersøges.

Epifysiolyse eller Perthes: barn eller ung med hoftesmerte og hasende gang — ved mistanke om epifysiolyse haster det i timer, ikke dage.

Perthes ses hos det yngre barn og præsenterer sig ofte som halten uden smerte eller med smerte i knæ eller lår.

«Manglende effekt af konservativ behandling» forudsætter, at behandlingen er givet. Spørg til, hvor mange gange om ugen der er trænet, og hvor længe.

Hos den yngre hører inflammatorisk årsag med i overvejelserne — overvej reumatologisk vurdering.

Er lokalisationen ændret undervejs, er det værd at begynde forfra på trin 1 frem for at fortsætte en plan, der blev lagt på et andet grundlag.

Fraværet af en talgrænse er en fordel og en udfordring. Fordelen er, at patienten ikke skal vente på et bestemt røntgenfund; udfordringen er, at henvisningen skal beskrive funktionen konkret, ellers har modtageren ikke noget at vurdere på.

Skriv hverdagen, ikke smerteskalaen: hvor langt kan hun gå, kan hun tage strømper på, sover hun igennem, arbejder hun stadig?

Tre måneder er et minimum og ikke en garanti. Er træningen ikke gennemført, er henvisningen for tidlig.