Helbredsangst & funktionelle symptomer

Skil de to udsagn ad og sig dem begge: symptomerne er der, og de er ikke udtryk for en skade. Det er hverken en indrømmelse eller en afvisning, men den præcise beskrivelse.

Anerkendelsen er ikke høflighed, men behandling. Den er forudsætningen for, at forklaringen på trin 2 kan høres som en forklaring frem for som en bortforklaring.

Cirklen skal tegnes for patienten. Opmærksomhed på kroppen og bekymring forstærker symptomoplevelsen, som igen giver mere opmærksomhed — det er den mekanisme, psykoedukationen bygger på.

Cirklen er også den, der bærer de øvrige trin: undersøgelserne på trin 4, symptomtjekket på trin 7 og konsultationsmønsteret på trin 6 er alle måder at bryde den samme cirkel.

Spørg både til patientens egen forklaring og til frygten. Det er patientens egen bekymring, beroligelsen skal rettes mod.

Det giver også adgang til det, patienten har søgt efter, se trin 7 — googlingen er sjældent tilfældig, men rettet mod netop den ene frygt.

Undersøgelsen har en utilsigtet besked indbygget. Uanset hvad der siges, hører patienten, at der stadig er noget at lede efter — ellers ville lægen ikke lede.

Beroligelsen er kortvarig, og det er grunden til, at flere prøver ikke er en vej ud — de vedligeholder tilstanden.

Det svære er den kliniske vurdering ved siden af. Beslutningen om ikke at undersøge er ikke en regel, men et skøn, der skal tages igen ved nye eller ændrede symptomer, se trin 10.

Udmeldingen skal være eksplicit for at virke. En udredning, der bare ebber ud, efterlader spørgsmålet åbent.

Formuleringen betyder noget: «vi har undersøgt for X, Y og Z, og det er udelukket» er noget andet end «prøverne var fine». Det første lukker en liste, det andet lukker ingenting.

Journalnotatet er det, der forhindrer, at udredningen genstartes af den næste læge.

Aftalen skal siges positivt: du får en fast tid med fast interval, uanset hvordan du har det — ikke som en begrænsning i adgangen.

Kontinuiteten hos samme læge er ikke en tilføjelse, men en betingelse. Skiftende læger betyder skiftende vurderinger, og hver ny vurdering starter cirklen forfra.

Adfærden er ikke et karaktertræk, men en del af mekanismen på trin 2, og den skal beskrives som sådan: hver kontrol af pulsen retter opmærksomheden mod kroppen og forstærker det, der mærkes.

Forsikrings- og bekræftelsessøgningen omfatter også konsultationen selv — og det er en af grundene til, at det faste interval på trin 6 hjælper.

«Gradueret» er det bærende ord ved den fysiske aktivitet.

SSRI har sin plads ved den samtidige angst eller depression eller ved udtalt helbredsangst — kognitiv terapi er den behandling, der har den bedste dokumentation ved helbredsangst.

Kortene i chiprækken kan bruges direkte i konsultationen og giver patienten noget konkret med hjem.

Depression og angst er hyppige ved funktionelle lidelser og forværrer forløbet. Spørg til dem aktivt, også når patienten kommer med kropslige symptomer alene.

Formulér spørgsmålet, så det ikke høres som en omdiagnosticering: symptomerne er reelle, og komorbiditeten behandles, fordi den forværrer forløbet.

Det er den fejl, kortet selv kan medvirke til, og derfor står trinnet her: en funktionel diagnose beskytter ikke mod ny sygdom.

Skellet går ved det objektive. Et nyt symptom hos en patient med mange symptomer er ikke i sig selv en grund til udredning; et objektivt fund er.

Kontinuiteten er det, der gør skellet muligt. Den læge, der kender patientens sædvanlige billede, kan se, når noget er anderledes.

Beskriv den afsluttede udredning i henvisningen — gentagne undersøgelser vedligeholder tilstanden, se trin 4.

Funktionsniveauet skal beskrives konkret — arbejde, uddannelse, hverdag — frem for som en symptomliste. Det er den, der afgør prioriteringen.

Kontinuiteten i praksis fortsætter under et specialiseret forløb og bør ikke ophøre, når henvisningen er sendt: den er stadig en del af behandlingen, se trin 6.