Demens & kognitiv svækkelse

Informantdelen er ikke et vedhæng: det er den, der løfter validiteten mest, netop fordi patientens eget skøn er upålideligt ved demens.

Testen tager cirka fem minutter med kittet. Er det ikke ved hånden, findes alternativet på trin 3.

Cut-off 19/20 er en tærskel og ikke en diagnose. Testen bidrager til beslutningen om henvisning, se trin 9 — den stiller ikke diagnosen selv.

Sensitiviteten er det tal, der betyder noget her. Testen bruges til at opdage, og en sensitivitet på 0,61 betyder, at MMSE overser knap fire ud af ti med let svækkelse.

Dertil kommer, at MMSE påvirkes betydeligt af uddannelse og alder.

MMSE er stadig relevant, når den er brugt tidligere og du følger et forløb — sammenligneligheden over tid har værdi. Men den er ikke førstevalg til at opdage lette gener.

BASIC-Q kræver intet materiale — 10 spørgsmål, ingen billedark — og kan køres direkte fra skærmen.

Informantdelen er også med i BASIC-Q, og det er en af grundene til, at træfsikkerheden holder — men den forudsætter, at der er en pårørende at spørge, se trin 8.

Testen dækker planlægning og visuospatiale evner, som BASIC ikke måler — det er derfor, den tilføjer noget.

Den lave barriere er en praktisk fordel: den accepteres ofte bedre af patienten.

Udredningen i almen praksis skal udelukke de reversible årsager, og blodprøverne er den ene del af det: TSH, B12, folat, hæmoglobin, elektrolytter, calcium, glukose eller HbA1c, lever- og nyretal.

De står ved siden af medicingennemgangen på trin 6, som er en hyppig og reversibel årsag, og de andre forklaringer på trin 7.

Antikolinerge midler, benzodiazepiner, opioider og sedativa er en hyppig og reversibel årsag til kognitiv svækkelse — gennemgå medicinlisten, før udredningen går videre.

Medicingennemgangen hører til udredningen i almen praksis sammen med blodprøverne på trin 5 og de andre forklaringer på trin 7.

Depression («pseudodemens»), delir, søvnapnø, alkohol og syns- eller høretab skal udelukkes, fordi de er reversible — det er den del af udredningen, almen praksis står for, før henvisningen på trin 9.

Inddrag en pårørende i udredningen, se trin 8 — patientens eget skøn er upålideligt ved demens.

Informantdelen i BASIC er dét, der løfter validiteten mest — kognitivt svækkede mangler ofte indsigt i egen tilstand.

Manglende sygdomsindsigt er ikke benægtelse, men et symptom, og det skal håndteres som sådant både i udredningen og i samtalen om, hvad der skal ske.

Argumentet for at henvise ved let svækkelse er tid til planlægning: fremtidsfuldmagt og behandlingsønsker skal tales om, mens patienten kan, se trin 12.

Ung debut (<65 år) skal fremhæves i henvisningen — den giver fremskyndet udredning.

Den pårørendes beskrivelse af funktionstabet er den oplysning, en afdeling ikke selv kan skaffe hurtigt, og den er derfor det mest værdifulde i henvisningen ved siden af testresultatet.

Den årlige revurdering hører til vedligeholdelsen i almen praksis. Der er ingen andre end almen praksis til at stille spørgsmålet.

Effekten er symptomatisk og beskeden — seponér, hvis behandlingen ikke længere gavner.

Den beskedne effekt bør siges til de pårørende ved opstart, ellers bliver medicinen bærer af et håb, den ikke kan indfri, og seponeringen bliver til et svigt.

Demenskoordinatoren er den mest værdifulde enkeltintervention, og aflastning, dagtilbud, hjælpemidler, plejeorlov og demenspårørendegrupper hører til det, der kan sættes i gang. Henvisningen tager få linjer.

Spørgsmålet til den pårørende skal stilles direkte og ikke som en høflighed.

Belastningen hos den pårørende er en selvstændig behandlingsindikation — og den er, i modsætning til sygdommen, noget der kan gøres noget ved.

Ansvaret for kørekortsvurderingen ligger hos lægen.

Fremtidsfuldmagt og behandlingsønsker skal tales om, mens patienten kan — tidlig diagnose giver tid til planlægning.

Spørgsmålet om bilkørsel hører også med i henvisningen på trin 9.