Selvmordsrisikovurdering

Direkte spørgsmål er hovedreglen — ikke et absolut krav. Hvordan områderne afdækkes, afhænger af situationen og patientens psykiske tilstand. Det er ikke et formelt krav, at spørgsmålene stilles direkte til patienten: i de afgrænsede tilfælde, hvor direkte spørgsmål findes uhensigtsmæssigt, må de til en vis grad besvares ud fra et klinisk skøn. Men det er undtagelsen, ikke en åbning for at lade være.

Hvorfor opbygningen i trin virker: den giver patienten mulighed for at møde spørgsmålet et stykke inde i samtalen frem for som en pludselig konfrontation, og den gør det tydeligt, at spørgsmålet er noget, du stiller alle — ikke en mistanke rettet mod hende.

Vurderingen er et øjebliksbillede. Den er klinisk, ikke en score, og den skal gentages ved næste kontakt — særligt ved forværring, ved behandlingsskift og i ugerne efter udskrivelse, hvor risikoen er forhøjet.

Hvorfor ambivalensen er andet end en observation: det er dér, aftalen om, hvad der skal ske nu, kan indgås. En patient, der kan formulere én grund til at leve, kan også formulere, hvad der skal holde indtil i morgen.

Pårørendes bekymring er selvstændig information, ikke en gentagelse af det, patienten allerede har sagt. Den skal indhentes, hvor det er muligt, og den vejer, selv når patienten selv bagatelliserer.

Enhedens navn og henvisningsvej varierer mellem regionerne: Enhed for Selvmordsforebyggelse, Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse med flere. Tilbuddet er et kortvarigt samtaleforløb med fokus på kriseplan og på de udløsende årsager. Tjek din egen regions henvisningsvej — flere kan kontaktes telefonisk ved tvivl.

Beskyttelsen har grader. Der er flere trin mellem «en tid i næste uge» og indlæggelse: sikkerhedsplan · inddragelse af pårørende · tættere aftalt kontakt · ordination af observationsfokus og -frekvens · skærmning · indlæggelse. Vælg niveauet bevidst frem for at lande på yderpunkterne.

Hvorfor opstartsfasen nævnes særskilt. Bedring i psykomotorisk hæmning kan komme før bedring i håbløshed og stemningsleje. Patienten får handlekraft tilbage, mens grundene til at handle stadig er de samme — det er baggrunden for, at netop de første uger af en antidepressiv behandling kræver tættere kontakt frem for en tid om en måned.

Misbruget hører med i behandlingsplanen og ikke kun i risikovurderingen: alkohol både øger impulsiviteten i situationen og vedligeholder depressionen mellem situationerne.

Det er sjældent enten-eller. Henvisning til psykiatrisk vurdering fritager ikke for at behandle det, der kan behandles hos dig.

Minplan er en dansk app til kriseplanen. Den erstatter ikke den skriftlige plan, men den gør, at planen er der i den situation, hvor papiret ligger hjemme.

Ved samtykke til at inddrage pårørende: tal konkret med dem om, hvad de skal holde øje med, og hvor de selv kan få støtte. Pårørende, der er bange og ikke ved, hvad de skal gøre, er en dårligere beskyttelse end pårørende med en aftale.

Konkret aftale om midlerne virker bedre end en generel opfordring. «Vil du overveje at få medicinen ud af huset» flytter sjældent noget; «hvem henter den i eftermiddag, og hvor står den så» gør.

Livslinien 70 201 201 og regionens akuttelefon kan gives med som supplement — aldrig som erstatning for en aftale med dig.

Det er her, det støttende og ledsagende princip skal holde. De fleste svigt sker ikke i den akutte vurdering, men i overgangene: mellem vagtlæge og egen læge, mellem afdeling og praksis, mellem afsluttet ambulant forløb og ingenting. En plan, der kun ligger i din egen journal, dækker ikke den overgang.

Hvad planen bør indeholde: hvem der har behandlingsansvaret nu, hvornår næste kontakt er, hvad der udløser tidligere kontakt, og hvem patienten og de pårørende ringer til uden for åbningstid.

Ved udeblivelse fra en aftalt kontakt er den passive holdning ikke en mulighed — det var netop dét, aftalen om, hvem der ringer til hvem, skulle dække.