PTSD

Late-onset: sen debut ses systematisk hos professionelle, der er trænet til at modstå traumer og udvalgt på robusthed — soldater, politi, reddere, fængselsbetjente. Det er præcis den gruppe, hvor en sen debut ellers får diagnosen afvist på tidskriteriet, og hvor konsekvensen af afvisningen er størst: mange har ikke søgt hjælp før, netop fordi robustheden var en del af identiteten.

Hold øje med hovedtraume i sygehistorien. Traumatisk hjerneskade kan ligne PTSD — koncentrationsbesvær, irritabilitet, søvnforstyrrelser, hukommelsesproblemer — og de to optræder ofte SAMMEN, netop i de hændelser, der udløser PTSD. Det er ikke enten-eller.

Et britisk studie fra 2020 fandt op til 15 % med mulig PTSD blandt patienter i almen praksis' venteværelse — langt de fleste udiagnosticerede, og de sad der med noget andet. Bemærk: 15 %-tallet er britisk, ikke dansk.

Det er argumentet for at spørge målrettet frem for at vente på, at patienten selv bringer traumet op. Den, der har levet med symptomerne i årevis, opfatter dem sjældent som noget, en læge kan gøre noget ved — og nævner dem derfor ikke.

Hvorfor rammen tæller som behandling: DSAM formulerer den praktiserende læges rolle ved PTSD i fire dele, og en af dem er at være det faste, forudsigelige punkt i et forløb, hvor alt andet skifter. For den traumatiserede er kontinuitet ikke en service — det er en betingelse for, at samtalen overhovedet kan finde sted.

Om ikke at spørge til detaljerne: det er en almindelig fejl at tro, at man skal «høre hele historien» for at kunne henvise. Det skal man ikke. Henvisningen kræver diagnosen og konteksten, ikke beretningen.

Det samme gælder, når enkeltsymptomer dominerer billedet: er det søvnen eller vreden, der fylder, kan et målrettet forløb på dét give mere end en venteliste til det ideelle.

Ved varighed over 2 år bør vedvarende personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (F62.0) overvejes som tillægsdiagnose. Det er ikke en formalitet: den diagnose ændrer forventningen til forløbet og har betydning for social- og pensionssager.

Lad være med doxazosin. Prazosin har lovende effekt på PTSD-mareridt, men er ikke markedsført i Danmark, og doxazosin — som er markedsført — er ikke undersøgt tilsvarende. Der er ikke grundlag for substitutionen, hvor nærliggende den end virker.

Om fluktuationen: perioder med bedring afløses af opblussen ved nye belastninger eller mærkedage. Det er forløbets natur, ikke et tegn på, at behandlingen ikke duer — og patienten skal vide det på forhånd.

Hvorfor rækkefølgen er vigtig: traumefokuseret terapi forudsætter, at traumet er ovre. Er patienten stadig i den situation, der udløser symptomerne, er behandlingen sikkerhed og social intervention — ikke eksponering.

Misbruget er både årsag og følge. Alkohol og benzodiazepiner bruges til at dæmpe alarmberedskabet og søvnløsheden. Spørg til begge — og se trin 5 om, hvorfor benzodiazepiner frarådes.

DSAM formulerer den praktiserende læges rolle ved PTSD i fire dele, og en af dem er at forebygge, at familien, de pårørende og børnene får sekundære skader. Det er ikke en tilføjelse til behandlingen — det er en del af den. Barnet tilpasser sig forælderens alarmberedskab, undgåelse og irritabilitet, og prisen betales i skolen og i søvnen længe før nogen spørger.

Konkret henvisningsvej: Veterancentret tilbyder parterapi og samtalegrupper for børn og unge med en forælder med PTSD-symptomer, og patienten kan henvende sig selv — der kræves ikke lægehenvisning. Det gør det til et af de få tilbud, du kan give videre i konsultationen uden at skulle skrive noget. Tilbuddet er knyttet til veteranområdet, men er værd at kende, fordi det er ét af de få strukturerede tilbud til pårørende overhovedet. For civile familier er kommunens familieafdeling og patientforeningerne ofte vejen.