Hudkløe i graviditet

Fraværet af hudelementer er det, der gør tilstanden let at overse — den farlige kløe ses ikke på huden.

Lokalisationen er sporet: håndflader og fodsåler, ofte natlig. Det mønster bør i sig selv udløse måling af ikke-fastende galdesalte og ALAT.

Tilstanden er ufarlig for moderen, og det kan siges med det samme — bekymringen retter sig mod fosteret, og det er den, der styrer kontrol og forløsningstidspunkt på trin 5 og 6.

Forskellen mellem de to tal er så stor, at en fastende prøve reelt er ubrugelig til at udelukke svær kolestase — bestilles prøven fastende, overses langt de fleste svære tilfælde.

Skriv det på rekvisitionen og sig det til patienten.

Tærsklerne er ikke kun en klassifikation — de styrer både kontrolintensiteten på dette trin og forløsningstidspunktet på trin 6, og de to hænger sammen.

Det er det højest målte niveau, der tæller, ikke det aktuelle. En værdi, der falder under behandling, flytter ikke patienten tilbage i en lavere risikogruppe.

ALAT er ofte 2–3 gange over øvre normalgrænse ved kolestase, men op til 10 gange ses. En isoleret ALAT-forhøjelse uden galdesalteforhøjelse håndteres som let kolestase — den skal altså ikke afskrives, fordi galdesaltene var normale.

Der er ingen hudelementer — findes der udslæt, taler det for en anden årsag. Kig efter, om der er noget under kradsemærkerne — det er der ikke ved kolestase.

Debut før uge 20 er usædvanlig — kløen kommer sjældent før, og typisk først i 3. trimester.

Kløen er ofte natlig. Det er et brugbart supplement til lokalisationen, når anamnesen skal skille kolestase fra tør hud og eksem.

Behandlingen fortsættes til fødslen trods normaliserede prøver — det skal siges eksplicit.

Fraværet af kontraindikationer gør opstarten enkel og er grunden til, at behandlingen kan begyndes i praksis efter aftale frem for at afvente den obstetriske tid.

Behandling og forløsningstidspunkt fastlægges på den obstetriske afdeling, se trin 6 — og kvinden skal mærke efter fosterbevægelser, se trin 7.

«Højest målte» er det ord, der bærer trinnet. Et fald i galdesaltene under behandling flytter ikke forløsningstidspunktet, og et pænt kontrolsvar er derfor ikke en anledning til at udskyde.

Det gør også den første måling vigtig som dokumentation: værdien skal være i journalen med dato, og den skal følge med i henvisningen.

Tallene er obstetrisk regis beslutning, men de er værd at kende i praksis, fordi de forklarer kvinden, hvorfor der planlægges igangsættelse — og fordi de gør det tydeligt, at en prøve, der er taget fastende og derfor for lav, kan flytte hele planen i den forkerte retning.

Kvinden skal mærke efter fosterbevægelser og henvende sig ved mindre liv — risikoen kan indtræde pludseligt uden forudgående varsel i moderens tilstand.

Sig det konkret: ved mindre liv end sædvanligt skal hun henvende sig.

PUPPP begynder typisk i striae på abdomen og sparer navlen — huden omkring navlen forbliver fri.

Rækkefølgen på kortet er ikke tilfældig. Selv når hudbilledet er typisk for PUPPP eller eksem, er galdesaltene værd at måle, hvis kløen sidder i håndflader og fodsåler eller er natlig — de to tilstande udelukker ikke hinanden.

Emollient er grundbehandlingen — også mellem opblussen; antihistamin kan bruges ved behov.

Det er den opfølgning, der glemmes. Ansvaret ligger i almen praksis, og tidspunktet er 8 uger efter fødslen.

Den vedvarende forhøjelse er den, kontrollen leder efter, og den er ikke en sen kolestase, men et vindue til en leversygdom, graviditeten har afsløret.

Praktisk løsning: aftal kontrollen samtidig med, at diagnosen stilles, og skriv den i journalen som en planlagt prøve frem for som et råd.

Journalnotatet er det, der gør beskeden virksom.

Skriv både diagnosen, det højest målte galdesaltniveau og forløsningstidspunktet — de tre oplysninger giver den næste obstetriske vurdering et udgangspunkt frem for en tom tavle.

Beskeden til kvinden bør ledsages af, hvad hun skal gøre: henvende sig ved kløe, tidligt, også før uge 20, og bede om at få målt galdesalte.