Gestationel diabetes (GDM)

Listen gennemgås ved den første svangrekontrol, og det er dér, hele resten afgøres: antallet af risikofaktorer bestemmer, om der screenes én eller to gange (trin 2).

BMI regnes før graviditeten, ikke ved kontrollen.

Ønsker kvinden ikke screening efter information, noteres det i vandrejournalen.

Regional variation: ugeintervallerne angives lidt forskelligt i regionernes forløbsbeskrivelser — nogle steder 18–20 og 28–30. Kriterierne og antallet af screeninger er de samme; tjek din egen regions tidsangivelser.

Hvorfor den anden screening er den vigtige: insulinresistensen stiger gennem graviditeten, så den kvinde, der var normal i uge 15, kan have GDM i uge 26. En normal første prøve er derfor ikke en afslutning, den er en delmåling.

Det praktiske greb er at bestille begge prøver på én gang ved første kontrol.

Kan kvinden ikke gennemføre en OGTT, kan hun i stedet følges med ikke-fastende glukose eller HbA1c hver 4.–6. uge. Ikke-fastende glukose over 8 mmol/l eller HbA1c over 38 mmol/mol betragtes da som GDM.

At fasteværdien ikke indgår er en dansk særegenhed, som overrasker den, der kender internationale kriterier — der er ét tal, og det er totimersværdien.

Henvisningen er ikke en formalitet: behandling og obstetrisk kontrol foregår i specialistregi, mens almen praksis har screeningen før og opfølgningen efter (trin 8).

De to tal — 75 % og 50 % — er dem, der bærer samtalen med den kvinde, der oplever screeningen som mistænkeliggørelse. Behandlingen er ikke en forholdsregel, den ændrer udfaldet.

Den langsigtede opgave ligger i almen praksis og står på opfølgningstrinnet, trin 8: det er dér, de kvinder findes, som udvikler varig diabetes.

Barnets risiko nævnes ikke for at lægge skyld på moderen, men fordi den hører med i den samlede opfølgning af familien.

Måletætheden falder, når det går godt, og det er en del af behandlingen: seks daglige målinger er ikke noget, nogen holder i månedsvis, og kravet er heller ikke stillet.

Halvanden time efter påbegyndt måltid — ikke efter afsluttet. Det er en hyppig fejlkilde i hjemmemålingerne.

Er værdierne ikke i mål, er næste skridt insulin (trin 7) — ikke stramning af kosten under de 175 gram (trin 6).

«Kulhydratjusteret, ikke kulhydratfattig» er den sætning, der skal siges højt, fordi kvinden ellers gør det, hun tror er rigtigt: skærer kulhydraterne væk. Det er ikke behandlingen, og i graviditeten er det skadeligt.

Sprogbrugsvejledningen er ikke et høflighedshensyn — skyld og stigmatisering får kvinder til at udeblive fra kontroller, og udeblivelse er dét, der koster udfaldet.

De 175 gram er et minimum og stiger til mindst 210 gram under amning (trin 8).

Begrundelsen for metformin-fravalget: stoffet passerer placenta frit, så fosteret har samme plasmaniveau som moderen. Langtidsopfølgning på børn født af metforminbehandlede mødre tyder på højere vægt og en metabolisk profil i retning af øget diabetesrisiko senere i livet. Metformin sænker desuden testosteronniveauet, og dyrestudier viser påvirkning af de mandlige kønsorganer og af fertiliteten hos afkommet.

Post partum under amning kan metformin anvendes i enkeltstående tilfælde — men det er en anden situation.

Anbefalingsstyrke B i NBV'en; det er altså ikke en formodning, men en truffet beslutning.

Rutinemæssig OGTT post partum frarådes — ikke fordi den er dårlig, men fordi den er en barriere for at møde op, og en test, kvinden ikke tager, finder ingenting. HbA1c bør omvendt ikke stå alene ved insulinbehandlet GDM.

Der bør tilbydes konkret rådgivning om kost og motion — ikke blot en anbefaling om at leve sundt. Det er forskellen på en anbefaling og et tilbud.

Den tidoblede risiko er grunden til, at opfølgningen er livslang og ikke slutter efter det første år.