Fibromyalgi

Forklaringen om central sensibilisering giver patienten en model, der passer med det, hun oplever: smerten er reel, og den skyldes en ændret smertebehandling i nervesystemet frem for en skade i musklerne.

«Vi kunne ikke finde noget» er den værste af alle formuleringer ved fibromyalgi — den efterlader patienten med en oplevelse af ikke at være troet på og fører direkte til den gentagne udredning på trin 8.

Den ikke-farmakologiske behandling er den bærende; medicin er supplement, se trin 5.

Progressionshastigheden er det, der afgør, om behandlingen lykkes. Den patient, der bliver sat i gang for hurtigt, får en forværring, tolker den som bevis på, at træning skader — og træner ikke igen.

Varmtvandstræning er ofte den letteste indgang, fordi vandet aflaster og varmen lindrer.

Sig på forhånd, at der kommer dårlige dage, og at de ikke betyder, at det går den forkerte vej — det hænger sammen med pacing på trin 3.

Boom-bust-mønstret er genkendeligt for de fleste patienter, når det bliver beskrevet: på en god dag laves alt det, der er blevet liggende, og dagene efter går med at komme sig.

Pacing betyder at gøre mindre på de gode dage, og det er kontraintuitivt nok til, at det skal siges eksplicit og gentages.

Depression og angst behandles for deres egen skyld, ikke som smertebehandling — SSRI virker ikke på smerten, se trin 6.

Effektmålet er det, der skal aftales fra start. En behandling, der måles på smerteintensitet alene, fejler; en, der måles på hvad patienten kan, viser fremgang.

Patientuddannelsen står på linje med terapien i anbefalingerne, og den er ofte lettere tilgængelig — kommunale forløb findes mange steder.

Tværfagligheden er ikke en henvisning væk fra praksis, men et samarbejde: den praktiserende læge bliver ved at være den, der holder tråden.

Den forudgående aftale er hele forskellen på en forsøgsbehandling og en fast recept. Skriv i journalen, hvad der måles på, og hvornår der tages stilling.

«Beskeden effekt hos en del af patienterne» er den ærlige formulering, og den skaber ikke den skuffelse, som et løfte om smertelindring gør.

Trin 6 har det, der prøves ved utilstrækkelig effekt — og de to forbehold, der hører til.

Duloxetin-forbeholdet er en reel dansk afvigelse fra det, patienten kan læse internationalt, og det er værd at kunne forklare frem for blot at afvise.

SSRI-punktet forhindrer en almindelig sammenblanding: en patient med både fibromyalgi og depression skal behandles for depressionen, men SSRI'en er ikke smertebehandlingen.

Samme aftale om effektvurdering gælder her som på trin 5 — ellers lægger præparaterne sig oven i hinanden.

Den opioidinducerede hyperalgesi er svær at erkende undervejs, netop fordi den ser ud som progression — og fordi den «behandles» med mere af det samme.

Beslutningen er lettest at tage før den første recept. Er patienten allerede i behandling, er nedtrapning en langvarig opgave, som ikke bør startes i en akut forværring.

Smerten er centralt medieret, og det er den farmakologiske begrundelse for, at både opioider og perifert virkende analgetika skuffer, se trin 8.

Ny mistanke er kriteriet for ny udredning — ikke nye symptomer i sig selv, som hører til billedet, og ikke patientens eller vores egen usikkerhed.

Den iatrogene skade er både fysisk og psykologisk: tilfældige fund fører til flere undersøgelser, og hver runde bekræfter, at der må være noget alvorligt, man ikke har fundet.

Faste aftaler med et fast interval er ofte bedre end henvendelsesstyrede kontakter, fordi de fjerner behovet for at have et symptom for at komme.

Den socialmedicinske del er ofte det, der betyder mest for prognosen, og den ligger hos os — ikke på smertecentret.

Delvis raskmelding frem for fuld sygemelding er den enkeltbeslutning, der oftest kan flyttes, og den skal tages tidligt, mens tilknytningen til arbejdspladsen stadig er der.

Henvisningen bør beskrive, hvad der er prøvet, netop fordi smertecentrets tilbud bygger videre på det og ikke gentager det.