Belastningsreaktion & sorg

Normaliseringen skal være konkret frem for generel: patienten skal kunne genkende sine egne symptomer på en liste over det forventelige.

Undgå samtidig at bagatellisere. «Det er helt normalt» kan høres som «det er ikke noget» — sig begge dele: reaktionen er forventelig, og den er belastende.

Problemløsning er den anden halvdel: hvad gør patienten med arbejdet, med økonomien, med familien i den kommende tid.

Langtidssygemelding skal undgås, og sygemeldingen holdes kort og målrettet.

Slutdatoen skal sættes fra begyndelsen og gerne kort — sygemeldingen skal være målrettet.

Den gradvise tilbagevenden bevarer to ting: strukturen i hverdagen og aktiviteten. Begge dele er det, der gør en fuld tilbagevenden mulig.

Benzodiazepinet er den nærliggende og forkerte løsning i netop denne situation: patienten er akut belastet, sover ikke, og der er et middel, der virker med det samme. Afhængigheden opstår i uger, ikke i år.

Søvnproblemer adresseres ikke-farmakologisk — se insomni-opslaget for de konkrete redskaber.

Grænsen mod depression skal holdes øje med over tid: udvikler der sig en egentlig depression, ændres behandlingen — men ikke før.

Bølgebilledet: gode dage afløst af dårlige, uden en «rigtig» rækkefølge og uden en tidsplan.

Sorg er en normal reaktion og ikke en sygdom, og det er den besked, der skal gives.

Reaktionerne normaliseres konkret — gråd, vrede, skyld, lettelse og at høre eller se afdøde, se trin 5.

Oplistningen er selve interventionen. Den sørgende behøver ikke sige noget for at få hjælp af den — det er nok at høre sin egen oplevelse nævnt som almindelig.

Lettelse er en af de reaktioner, der skal normaliseres — den er almindelig på linje med gråd, vrede og skyld.

Sansningen af afdøde skal nævnes eksplicit som noget almindeligt.

Giv tid frem for medicin: antidepressiva hjælper ikke på sorg i sig selv.

«Giv tid» må ikke stå alene. Alternativet til medicinen er ikke ingenting, men det, der står på de følgende trin: en aftalt genkontakt, konkret praktisk hjælp og en vej til en sorggruppe.

Sondringen mod depression er den, der skal holdes øje med og står på et senere trin — den er ikke altid let, men den har konsekvenser for behandlingen.

Grunden til, at der ikke kommer en henvendelse, er ikke, at det går godt. Den sørgende oplever ikke sin tilstand som en sygdom, og sorgramte kontakter sjældent selv.

Den planlagte tid fjerner det spørgsmål og giver samtidig en anledning til at spørge til det, der ikke bliver fortalt: søvn, alkohol, selvmordstanker.

Fire til seks uger er det interval, der aftales for den planlagte genkontakt.

Det praktiske tilbud er ikke en afledning fra det følelsesmæssige: en attest eller en sygemelding er konkret hjælp, der kan gives i konsultationen.

Kontakten til en sorggruppe eller en præst gøres konkret — et navn, et sted, et tidspunkt — frem for et råd om at finde en.

Spørgsmålet om netværk er samtidig en risikovurdering: manglende netværk står på listen over risikofaktorer for kompliceret sorg, se trin 12.

Forskellen mellem 6 mdr. og et år afspejler forskellige kriterier. Funktionsnedsættelsen vejer tungere end tallet.

«Invaliderende» er det operative ord. Intens sorg efter et år er ikke i sig selv en lidelse; det er, når den forhindrer arbejde, relationer og hverdag, at den bliver det.

Sorgterapi er en specifik behandling og ikke det samme som en sorggruppe — den skal henvises til, se trin 12.

Glæden kommer i glimt ved sorg, mens nedtryktheden ved depression er gennemgående. Den sørgende kan le med sit barnebarn en eftermiddag; den deprimerede kan ikke.

Selvværdet er det andet. Skyldfølelse i sorg retter sig som regel mod noget konkret — noget, der blev sagt eller ikke gjort; ved depression retter den sig mod personen selv.

Der er ingen grund til at vælge mellem de to. Udvikler der sig en depression, behandles den, uden at sorgen dermed er gjort til sygdom.

Risikoen er forhøjet hos ældre mænd i det første år. Spørgsmålet skal stilles, og det skal stilles igen ved genkontakten.

Risikofaktorerne bruges ikke til at forudsige, men til at afgøre, hvor tæt der skal følges op — og hvor lav tærsklen for henvisning skal være.

Det pludselige eller voldsomme dødsfald skiller sig ud, fordi det oftere efterlader traumesymptomer ved siden af sorgen, og de kræver en anden behandling.

Tidspunktet for tabet skal stå tydeligt, sammenholdt med den aktuelle funktion.

Beskriv funktionen konkret frem for symptomerne alene: arbejder hun, forlader hun hjemmet, ser hun andre mennesker?

Skriv, hvornår der sidst er spurgt til selvmordstanker, og hvad svaret var.