ADHD

Formuleringen i vejledningen er klar og værd at kende ordret: kun den diagnosticerende klinik starter medicinen.

De ikke-farmakologiske tiltag på trin 2 kommer først og kan sættes i gang, mens der ventes på psykiatrien.

Beskriv funktionspåvirkningen i de forskellige sammenhænge — hjemme, i skole eller på arbejde, i fritiden.

Rækkefølgen er ikke en formalitet: ikke-farmakologisk indsats er førstevalg, ikke et supplement.

Almen praksis' rolle her er påmindelsen: er der taget fat i skolen, er der tilbudt forældretræning, er arbejdspladsen involveret?

Hos voksne er formuleringen blødere — «før eller sammen med» — men indholdet det samme: medicinen alene er ikke behandlingen.

«Billigste depotpræparat» er en del af anbefalingen og ikke en tilføjelse.

Kendskabet til rækkefølgen er nødvendigt ved receptfornyelsen, hvor du skal kunne se, om patienten står på noget, der forudsætter en begrundelse — og om den begrundelse fremgår.

Risikoen gælder også pårørende: misbrugsrisiko i hjemmet er i sig selv en indikation for atomoxetin, selv om patienten ikke selv har et misbrug.

Følsomheden for effektudsving er den anden indikation — for eksempel ved samtidig autisme, angst eller OCD hos børn.

Seksugersgrænsen gælder hos voksne — 2. valg kommer først efter mindst 6 ugers forsøg.

De tre 2.-valgspræparater står sidestillet — atomoxetin, dexamfetamin og lisdexamfetamin.

Guanfacin er 3. valg og kan gives alene eller sammen med centralstimulerende.

Receptfornyelsen er en anledning til at spørge til effekt, bivirkninger og funktion — kontrollerne på trin 8.

Kørekortspørgsmålet skal tages op af lægen — kørekortreglerne gælder.

Misbrugspotentialet er ikke kun patientens. Spørg til, hvordan medicinen opbevares, særligt i hjem med teenagere eller med kendt misbrug, se trin 4.

For første gang findes der kriterier for overgangen, og de er værd at kende, fordi de gør det muligt at sige fra på et grundlag frem for på en fornemmelse.

Samtykkekravet er et redskab. Overgangen forudsætter egen læges samtykke — en patient kan altså ikke bare udskrives til praksis uden aftale.

«Uden akutte eller opsøgende indsatser op til overgangen» er et selvstændigt kriterium og gælder ud over dosisstabiliteten: en patient, der har haft brug for akut kontakt, opfylder ikke betingelsen.

Mindst én gang årligt vurderes effekt, bivirkninger og funktion.

Stil spørgsmålet konkret og på tværs af domæner, som vejledningen gør: arbejde, skole, fritid og relationer.

Højde måles ved hver kontrol hos børn og unge, sammen med blodtryk, puls og vægt mindst hver 6. måned.

EKG anbefales ikke rutinemæssigt alene på grund af ADHD-medicin. Kardiel vurdering før opstart er anamnese og objektiv undersøgelse, ikke EKG hos den raske.

Blodtryk og puls skal derimod måles jævnligt, se trin 8 — det er den kardiovaskulære monitorering, vejledningen faktisk beder om.

«Diagnosen og de sociale forhold, ikke dosis» er vejledningens formulering. Manglende effekt af to præparater er ikke et argument for et tredje eller for en højere dosis, men for at se på, om billedet er rigtigt forstået.

Grænsen for praksis er klar: fortsat ordination efter planen, ja — ændringer ud over planen, nej. Det gør tilbagehenvisningen til den rigtige handling frem for en opgivelse.